Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - September - Niels Møller: Robert Browning: Ringen og Bogen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
687 Robert Browning: Ringen og Bogen.
det for haardt, bliver Kirken saa vaad i Øjnene? Nej, I
foreskriver snarere en kort Kæde og en skarp Svøbe. Tog hun da
ydmyg mod Tugtelsen? Tværtimod! Som om Munken i Stedet
for at bøje sig lydig under Straffen vilde samle en Flok Folk og
ægge dem til at brænde Klostret af.
Det blev aabenbaret, at hun var en Skøges Barn; han jog
hende ikke bort; var det urimeligt, om han ventede, hun vilde
være ham taknemmelig og slutte sig til ham? Men nu mærkede
hun, at hun var ung og smuk, og at mange i Arezzo havde
gjort samme Opdagelse. Hun burde da netop have vogtet paa
sig — hun vidste jo, hvad der fortaltes om hendes Moder. Men
det var Øjekast og Smil og æggende Vink alle Vegne, — indtil
en Dag, mens Guido sled og stred for at fri sit Navn og Rygte
og sin Formue fra det Dynd, der vilde sluge ham og hans, blev
han va’r, at nu maatte han ogsaa værge sig mod den listende
Elsker. Han var stødt paa Caponsacchi.
Man sagde, han bar sig plumpt ad; han var mere grov
og kluntet og latterlig, end det bør sig en Ægtemand at være.
Han skulde have formanet hende mildt, men han rasede og truede
med Død og Drab. Nej; det havde været bedre, om han straks
der var Ugler i Mosen, havde kappet et Led af sin Kones Finger
og sagt: Det faar du, fordi du lyttede til Serenaden. Saa havde
hun nok skreget straks og mulet lidt; men hun havde ogsaa
tænkt sig om og kunde nu som en tro og lydig Hustru tælle sin
Rosenkrans med en behandsket Haand. Der forlyder intet om,
at Malkus gjorde synderlig Skade, da St. Peter havde brugt sit
Sværd. Men Guido lod sig nøje med at slaa Malkus paa Øret:
han gav sin Kone et stygt Øgenavn og saadant noget og
dermed nok.
Hvad var Følgen? En Aften gik han sært døsig i Seng,
sov straks og vaagnede først næste Middag med Røg i Hjernen
og Ild i Struben, hans Kone var borte, ingen vidste hvor, hans
Skrin og Kister var plyndrede.
Hvorfor hævnede han sig ikke i Gastelnuovo? Nej, han
var opdraget ved Lovens Fødder og ventede paa Garnaliels Vink.
De trodsede ham, angreb ham; men han tøjlede sig: Loven
bestaar; den vil hjælpe mig. Det gjorde den ogsaa; de skyldige
blev dømte. Dog undrede han sig over Dommens Mildhed; men
han bøjede sig ydmygt og gik hjem til sit.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
