Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oktober - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
814
Teatrene.
matorer bragte ikke Fremskridt, men Tilbageskridt Og hvis den ovenfor
givne Fremstilling af Kunstens Opgave er rigtig, vil man skønne, at det
er ligeledes blind Alarm med de af Truppens Eksperimenter, som vi
ikke fik at se. Der skabes f. Eks. ikke sikrere eller større Illusion ved
at lade Skuespillerne paa Scenen blot gestikulere, medens Dialogen
læses op ude mellem Kulisserne. Den Slags Hokus-Pokus gør nærmest
Fortræd, idet de nemlig drager Opmærksomheden bort fra Kunstens
virkelige Udviklingsveje. Desuden vænner de Folk til at tro, at det
gode ny maa komme som noget sensationelt, medens det dog i
Reglen kommer ganske beskedent. Tag et af de Punkter, hvor moderne
Digtere er naaede til at illudere langt stærkere, end deres Forgængere
formaaede. Hvis en Figur tidligere skulde i en Monolog udtrykke en
stærk indre Strid mellem f. Eks. Pligt og Kærlighed, saa skrev Digterne
nogle klare, runde Sætninger, hvori Motiverne optraadte saa distinkt og
stringent som Tallene i et Subtraktionsstykke. Nu hakker man
Sætningerne itu, springer fra det ene til det andet, skifter Rytme, søger at
efterligne Motivernes Dukken op i Bevidstheden og deres Gliden over i
hinanden og deres Forsvinden. Paa den Maade indbilder man virkelig
Læseren, at han ligesom overværer en indre Kamp hos Figuren. Og
hvor ubemærket er dog ikke den Reform foregaaet?
Men — det havde rigtignok været rart, om man fra
L’Oeuvre-Forestillingen havde kunnet gaa til bedre danske Nyheder end Før
Daggry og Pariserbasaren. Og det havde ogsaa været rart, om man
havde kunnet gaa til en finere Iscenesættelses- og Fremstillingskunst end
f. Eks. den i Antigone.
Det kgl. Teater var arrangeret saaledes til det sidstnævnte Stykke.
Stærkt fremme i Forgrunden til venstre begyndte en Søjle-Façade, som
strakte sig paa skraa langt ind over Scenen. Hvor den endte, begyudte
en ophøjet Gang; det nære Bagtæppe fremstillede højtliggende Bygninger.
Det hele gjorde et underligt sammenpakket Indtryk, der kun daarligt
stemmede med de meget omtalte „store Linier* i Sophokles’ Tekst.
Den forholdsvis lille Plads, som de optrædende havde at bevæge sig paa,
var saa desuden formindsket ved en meget bred Trappe-Opgang foran
Søjle-Façaden og ved et Alter omtrent midt paa Scenen. Da det mandstærke
Kor var kommet ind og havde fyldt Rummet, druknede
Hovedpersonerne ftildstændigt mellem Omgivelserne — alene med Undtagelse af
Tyrannen Kreons Fremstiller, der i ufattelig Majestætiskhed ikke steg blot
et eneste Trin ned fra den øverste Trappeafsats under nøjagtigt de fire
Femtedele af Forestillingen! Alt virkningsfuldt Modspil og Sammenspil
umuliggjordes i dette péle-méle. Man anede jo nok, at der havde
foresvævet Sceneinstruktøren noget om det gamle græske Teater. Det
havde som bekendt i Baggrunden en Bygning (Skuespillernes Paaklædningshus,
der dog ogsaa undertiden benyttedes som Led af den egentlige
Skueplads), og lige ud for dettes høje Stue-Etage en Estrade, hvorpaa
Stykket spilledes. Men Koret kom jo ikke paa Estraden; det, med samt
Alteret, befandt sig tværtimod nede paa en Arena, der svarer til
Orkesterpladsen og 1. Parket nu til Dags. Og for øvrigt — naar vi
opfører et gammelt Digterværk, det være sig af Sophokles eller af Shake-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
