Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - Vald. Vedel: Spillets Formler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
866
Spillets Formler.
en Appetit paa Livet, som det nærværende Liv ikke kan
tilfredsstille, et Savn, en Hunger, som driver frem mod altid rigere og
stærkere Liv. Det er da af Værdi altid at bevare „inexpletum
quoddam inpræcordiis suis semper", som Petrarca skriver. Denne
Mand, som man har kaldt „det første moderne Menneske", var
netop den første i moderne Kultur, hos hvem Livsleden og
Livs-savnet fik Udtryk som kronisk Sygdom. Man kan sige, at det var
ud af Kedsomheden ved det Liv, Menneskene hidtil, Middelalderen
igennem, havde nøjedes med, at Rennæssancemennesket fødtes i
ham. Han flyttede ud i Naturens Ensomhed, han besteg Alperne, han
gav sig ud paa Turistrejser, altsammen noget, saa godt som ingen
før havde haft Trang til. Han vendte sig bort fra den nærværende
Tid, søgte at glemme den, vilde leve hele Oldtidens Kultur op igen
i sig. Han søgte Ære og Navnkundighed; han trevlede sit Indre op
forfra og bagfra — hvad heller intet Middelaldermenneske havde
kæret sig om. Han udvidede saaledes paa alle Omraader
Mennesketilværelsens Omfang og berigede dens Indhold.
Altid gælder det først og fremmest om at holde
Fordringsfuldheden overfor Tilværelsen oppe i sig. Behovenes Stigning er
i og for sig altid af det gode; det er den plebejiske og tarvelige
Retning, de ofte tager, Nøjsomheden i Valget af Nydelser, som
man kan bekæmpe. Men enhver Fornægten af Livet, Formindsken
af Livsappetiten — hvad Form den saa antager — enhver
Mistænksomhed mod nogen af Naturens Sider maa man være paa sin
Post imod. Gennem hele Historien er del den fordrende „Bejaen*
af Livet, som har ført fremad. Det var en Graadighed efter at
sluge den halve Verden, som gjorde den lille By paa de syv Høje
til Landenes Herskerinde; Middelalderens Riddere havde et
Livs-program, der klang som en Fanfare: „Nous, qui sommes — de
par Dieu — gentilshommes — de haut lieu, — il faut faire —
bruit sur terre, — et la guerre — n’est qu’un jeu"; og det var
ogsaa en Folket iboende Unøjsomhed, der forvandlede Østumperne
mellem de mørke Laguner, hvor nogle arme Købmænd var flygtede
ud, da Attila brød ind i Italien — forvandlede dem til „Havets
Dronning", hvem Skibe bragte Skat fra alle Kolonierne, til den
„By af Paladser", hvor Livet bredte sig i sin stolteste Fejring.
Navnlig skal den seje Vilje til Livet vise sig ude i
Virkeligheden som en Spænstighed, der krummer sig overfor ydre Tryk,
men ikke knækker, og springer op igen rank som en Fjeder, naar
dens Modtryk har overvundet det ydre Tryk, — som en Smidig-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
