Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - Erna Juel-Hansen: Mand og Kone
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mand og Kone.
889>
af hendes Kærligheds Liv, vil hun, naar det begynder at mangle
fra Mandens Side, fremtvinge det ved at forstyrre Forholdets Ro
med „Opgør" og paafølgende Forsoningsscener.
Og hun bliver aldrig mæt — men Manden bliver det, i
alt Fald længe før hun. Han har som Regel til at møde al denne
Ømhed og Trang til Ømhedens Beviser hos hende egentlig blot
sin Sanselighed.
Dels er han af Naturen mindre øm end hun, dels var han
i sin daglige Omgang, førend han blev gift, hyppigst henvist til
Omgang med Mænd og blev i deres Selskab vænnet af med at
lægge synderlig Ømhed for Dagen. Livet tager jo med haardere
Hænder paa ham end paa hende, og under Kampen for
Tilværelsen bliver ogsaa Hjertet haardhudet.
Altsaa: den unge Kones Klage: „Du holder nok af mig —
men ikke som før", er sand, har god Grund. Alt dette
ubestemmelige, der ved Kærlighedens Opstaaen og Begyndelse hos et
Menneskepar, gør Forholdet saa fint, saa skønt og saa uendelig
lykkeligt, „Duften", er gaaet af.
For Manden en naturlig Proces, som han ofte end ikke
føler, eller i alt Fald slaar sig til Ro med som noget uundgaaeligt
og forstandigt. Men for Kvinden en Abnormitet, en usigelig
Lidelse, hun vanskeligt kan bortræsonnere — netop fordi hun har
sat Kønskærligheden som Livets Midtpunkt og eneste vigtige
Interesse.
Man skulde flygtig set tro, at Ulykken i Ægteskabet dermed
var uhjælpelig og selvfølgelig.
Det tror jeg dog ikke — og det netop fordi det er
Kvinderne, fra hvem den Forandring skal komme, som vil kunne
formindske Ulykken eller vel endog afværge den.
Manden er nu en Gang, som han er; rent fysisk er han
saadan bestemt, hans Plads baade i Naturen og Samfundet gør
ham en Forandring paa dette Punkt umulig.
Men med Kvinden er det anderledes.
Se engang, hvordan hun i Tidernes Løb har forandret
sig, næsten paa alle Omraader. Fra at være et trælbundet,
ringeagtet Væsen er hun ved egen Kraft, hyppig under Modstand fra
Manden, der altid var hendes Herre, bleven hans Lige eller, jeg
vil gerne nøjes med at sige, næsten hans Lige.
Naar hun nu ikke saa nøgternt som Manden har kunnet’
opfatte den Sandhed, at Følelsen Kærlighed, saa lidt som andre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
