Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - C. Lambek: Vor Tids historiske Tankegange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
indledning: til Kritiken over vor Tids historiske Tankegange
139
gjaldt om at oparbejde Sorgen. Og under selve Farvellet staar vi
og overfamler det bortdragendes Billede med Klagetanker. Som
om det gjaldt at forspilde de sidste Øjeblikkes Samvær, der ifølge
Forholdene er egnede til at være dybere og intensere i
Erindrings-lykke end noget tidligere; og som om det gjaldt at tilsløre det
kære Minde gennem et sidste Stempel af Tankevaklen? Og ikke
netop det modsatte? — Naar vi forlader en skøn Egn, som vi
aldrig mere skal se, staar vi ikke med lysende Øjne og alle Nerver
spændte i straalende Glæde, i intens Opfattelse. Nej vi anser det
for rigtigt at føie en Art Sting i Hjertet, vi lader Blikket flakke,
vi ligesom gemmer os bort fra at se paa noget. Som En, der ikke
kan drikke mere og lader sit Glas staa.
En Mand holdt Fest. Det var en udmærket Fest, siger han;
men den kostede skam ogsaa meget, føjer han til i sit stille Sind.
Som om han ikke kunde have en Mindets Glæde uden at maatte
ødelægge den med en ørkesløs, plagende Tilføjelse. — Tre unge
Mennesker, hvoraf kun den ene havde Penge, slog sig løs en Aften.
De to morede sig misundelsesværdigt. Den tredje fik ikke Humøret
op, han var meget generøs som Giver.
Bladene falder af en Blomst, de løsner sig med disse sære,
baade langsomme og pludselige, yndefulde Sæt, flagrer nedad og
lægger sig i Støvet som Flager af en friskere Verden, som smaa
Lys. Ser vi overhovedet den Slags Ting, eller i al Fald, ser vi
dem uden at gide tænke en Tanke derved ? Ser vi dem saa stærke
og ubekymrede, som Naturen giver os dem, uden med vore
Tanker at fordreje dem til at være Billeder af Livets Forkrænkelighed
eller sligt? Hvad har Livets store Skæbnelinjer med alle smaa
yndefulde Ting at gøre? Hvorfor skal vi „se" dem historisk, naar de
ikke i sig selv er saa grimme og tomme, at denne Tilsløring
betaler sig?
En fornuftig, sat Mand med meget alvorlige Interesser har ret
ofte Anfald af en mærkværdig Kaadhed, han lader sine Tanker
svinge og danse, sine Miner spille, sit Hoved rokke paa en ligefrem
barnagtig Maade. Man ser det og korser sig og takker Gud. at
man er klogere. Der er ogsaa noget at korse sig over i den
Anledning, nemlig det, at naar der endelig er et enkelt Menneske,
der har redebon Sans for sine stille og {jerne Naturtrang, og som
mægter at krænge Spændetrøjen af sig, at han saa maa gaa saa
langt bort fra de alfare Veje for at hente Friskhedsværdier, et
Øjebliks sund og styrkende Lise.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
