Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - C. Lambek: Vor Tids historiske Tankegange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
indledning: til Kritiken over vor Tids historiske Tankegange 141
man er blevet præsenteret for og har vekslet et Par
Bemærkninger med. Var det ikke heldigere, at man indskrænkede sig til
blot at hilse paa dem, man interesserer sig for, og imod hvem et
Smil uvilkaarligt flyver frem paa Ens Ansigt? Ja, endog dem vil
man undertiden helst gaa forbi, fordi man er indadvendt,
sammenfalden over en eller anden meget stille Ting inderst inde i sit
Befindende og derfor absolut utilbøjelig over for alt, hvad der hedder
Omverden.
En Aften bliver man sat i Stemning af et eller andet, af en
eller anden. Der er en indre Skyden i Ens Tanker, et jublende
og ivrigt Fremadløb i Ens Stemninger, en Befindendets Vækst, en
Beslutningernes Fødsel. Dagen efler tager man Erindringerne frem,
det hele passerer Revu for Ens allermest nøgterne, historiske
Omdømme: Det hele slaas saa temmelig hen som Galimathias.
Hvilken historisk Fadæse, hvilket Brud paa al naturlig sjælelig Vækst!
Som om man kunde dømme i Stemningssager, naar man er ude
af Stemning eller i en aldeles modsat? Som om man ikke skulde
sige til sig selv: lad det ligge, ubeskadiget, indtil det af sig selv
kommer igen og fylder og prøver at vokse videre! Man piller jo
dog ikke Blomsterknopperne op i sine Haver eller Urtepotter,
hvorfor da i Sjælelivet? Man hører saa meget om, at Individet maa
være frit, maa leve, arbejde selvstændigt, for ikke at blive et Nul.
Men Tingene i Menneskets Indre, saavel som Menneskene i
Samfundet, har deres naturlige Frihedstrang og Selvstændighedsbehov
ved Siden af deres Samfundsbehov. Der finder mange stygge Mord
Sted i Menneskets Indre.
En besøgende i Huset overrækker lille Peter en Gave. „Peter!"
siger Forældrene, „gaa pænt hen og sig den rare Mand Tak!" Peter
har allerede søgt Ensomhed for at nyde Tingen, men nu maa
han frem og bukke. Bagefter kan han ligesom ikke rigtig finde
sin forrige Glæde igen. Giveren hører nemlig ikke med til Gavens
Stemningsvirkning, Giveren er ham en Distraktion. Og fra anden
Side set: det straalende Ansigt, Peter satte op, da han fik Gaven,
var det ikke den naturlige Tak, meget mere veltalende end den
tomme Takkeceremoni ? Giveren skal se, at hans Gave har
Glædes-virkning, det er den naturlige historiske Følge. Resten har
uhyggelige Tredjemænd fundet paa. Uhyggelige Tredjemænd overhovedet,
— det er en hel Bog.
Han er kedelig! hun er dum, affekteret! Selskabet i Aftes var
kedeligt! saaledes hedder det. Herregud, man kunde jo have gjort
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
