Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Niels Møller: En Brevvexling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
172
En Brevveksling
da bringe ham andet end Ængstelse og mere Kummer, end han
var født til. Hvad kunde hun give, som det ikke vil være
uædelmodigt at give. Derfor skulde de forlade dette Æmne.
Men det vilde han ikke. Hendes Mistvivl og Betænkeligheder
prellede ganske af paa ham.
Hun kunde ikke give ham nogen Sorg, kun den højeste Lykke.
Mod hendes Frygt stiller han sin urokkelige Tryghed og Tro paa
hende. Hun strider imod for hans egen Skyld. Hun vil ikke
gærde sig bag kvindelig Forsigtighed og Tilbageholdenhed: hverken
nu eller før har nogen Mand været for hende, hvad han er; og
hvis hun var anderledes i nogle Henseender og fri i andre, vilde
hun modtage det store Hverv at vare hans Lykke glad og stolt
og taknemlig og give sig dertil med Sjæl og Liv. Men hun vil
ikke hjælpe til at gøre Uret mod ham. Hun skriver stilfærdig og
ligefrem uden nogen Skrigen op, men hun bær sin Sjæl mod ham,
brusende som en Bølge. Han svarer blot, at hvis hun for
Øjeblikket mener det umuligt, vil han ganske føje sig efter hendes
Ønske, men han venter rolig, trolig. Og naar hun skønner, at
Hindringerne er borte, skal han staa rede, om 10 Aar som nu.
Hun kan ikke fatte det vidunderlige, at han overhovedet bryder
sig om hende. Men hun kan ikke staa imod. Hvis hun kan fris
for sin Sygdom, siger hun d. 27. Septbr. 1845, vil hun være alt for
ham, hvad han kan ønske, Ven eller mere end Ven.
Sygdommen var ikke den eneste Hindring for deres Ægteskab.
De maatte ogsaa regne med hendes Fader. Han var en from og
retskaffen og dygtig Mand, men urimelig despotisk mod sine Børn.
Det var deres religiøse Pligt at lyde ham, og han krævede, at
denne Lydighed skulde være en slavisk Underdanighed. Lystrede
de ham ikke i et og alt, kunde de være forvissede om, at han
smed dem paa Gaden. I Sommeren 1845 mente Lægerne, at
Elizabeth for sit Helbreds Skyld skulde tilbringe den kommende
Vinter i Pisa. Slægten trængte ind paa Faderen, at han maatte
give hende Lov at rejse; men han vilde ikke samtykke deri. Hun
kunde rejse, om hun lystede (hun havde sin egen Formue), men
saa fik hun hans højeste Mishag. Hun opgav da Bejsen. men
han blev ved at være fortørnet over, at hun havde villet tage
afsted. Før plejede han hver Aften at komme op og bede ved
hendes Seng, det faldt nu bort. Han havde en ren sindssyg Uvilje
mod, at Børnene forelskede sig. En af Døtrene havde engang
været ved at tillade sig denne Misgerning, men Faderen tvang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
