Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Vald. Vedel: Litterært Rundskue
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
178
Litterært Rundskue 178
udtjente Travere, alle sammen. Og næsten rørende naivt, nøjsomt og
kluntet, efter aflagte Romanopskrifter, er f. Eks. Apotekerfruens Dagligstue
karakteriseret i .Helligbrøde*, eller de to Veninders Københavnervæsen i
lste Kapitel af .Kilderne". Det friske Blik og det hensigtsløse
Virkelig-hedsstudie er overalt forskærtset af indgroede Paaforhaandsmeninger og
traditionelle Synsmaader. Øjet er desuden ikke hurtigt nok, Haanden
ikke let nok til det pittoreske, Øret for lidet fint, Organet for lidet
smidigt til at imitere.
Forfatterne holder sig til et Par Personer at tumle med. De er
yderst almindelig karakteriserede. Man vilde ikke kende dem igen, om
man saa stødte Næsen imod dem: Z. Nielsens Heltinde er
Københavner-inden, der er .begravet" paa Landet; Egebergs Hovedperson er den
rødmussede, kraftig byggede Jæger og Proprietær, og Gerda Rossens
Signalement er lige saa lidet sigende. Alt det i Menneskene, som vor
Københavnerlitteratur fortrinsvis har lagt sig efter at skildre og er naaet
saa vidt med, den irrationelle Naturside, Tempoet og Temperamentet,
Ideforbindelserne og Stemningsvingningerne — alt dette ugribelige og
skiftende og inderligst personlige smutter ganske uden om disse Forfatteres
meget omtrentlige og massive Opfattelse. Gerda Rossen er en ung Pige,
ældre og adskillig mere udviklet end K. Larsens Beate, men alligevel —
at der i Ordforraad, Tempo, sjælelig Turnus og Habitus ikke er givet det
mindste af Alderen og Kønnet, at hun taler (hør f. Eks.: ,To Mennesker
kan jo da være noget for hinanden uden den Kærlighed, som vil besidde.
Eller kan en Mand ikke det?"), at hun tænker og føier og beslutter
ganske gennemsnitligt og almenmenneskeligt, — det er dog ingen
Menneskeskildring at byde moderne Læsere. Eller: i .Helligbrøde" staar
Fru Brun glad og intetanende i sin Stue, da hendes Mand med ét
halvdød, maaske allerede død, bringes ind i Gaarden og op i Stuen. Og
Fortællestilens Tempo eller Rytme forbliver ganske uforrykket; ordentligt
og redigt fortælles der fremad, hvad der foregaar, Skridt for Skridt ...
ikke et Spor af Aandenød, Hjertebanken, Forvirring og Rystelse forraader
sig gennem Fremstillingen, skønt alt ses ud fra Hustruens Øjenruder.
Tænk, hvad J. V. Jensen vilde have givet her. Eller vi har endelig Breve
i alle tre Bøger, f. Eks. i .Helligbrøde" et fortvivlet Brev fra en forraadt
Hustru hjem til sin Moder ... ikke et Forsøg gøres der paa virkelig at
eftergøre, hvordan et Brev under den givne Situation og fra
vedkommende Haand maa tage sig ud. Ganske tankeløst er saadanne Breve
skrevne med Forfatterens vanlige Haand og ud fra hans Skind.
Forfatterne tænker og føler i vid Almindelighed i Anledning af den
foreliggende Historie, men hverken mægter eller gider rent umiddelbart,
uden Bagtanke, leve sig ind i den.
Ulykken er netop, at der altid er en Bagtanke — eller en Fordom.
Disse Forfattere er Sjælesørgere og Lærere. De er vante, er saa at
sige forpligtede, til at have opgjorte Meninger og Domme om alt og til
at vejlede og rette Læsernes Syn. Derfor vurderer og bedømmer de alt
og hindrer derved sig selv og Læserne i uhildet at se og forslaa. Det
er en Dom, saa snart det hedder: .Hun fremholdt dette selvretfærdigt
for sig, Gang efter Gang", eller: .Sandt at sige var der faldet eu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
