Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Vald. Vedel: Litterært Rundskue
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
180
Litterært Rundskue 180
Pige havde lettere end den unge Mand ved at arbejde det Følelsesskifte
op i sig, som Opdagelsen af Halvsøskende-Forholdet mellem dem
nødvendiggjorde, — fordi hendes Kærlighed først for nylig var bleven sig
bevidst og, „som det oftest er Tilfældet hos uberørte unge Kvinder",
endnu var helt uden Attraa. Ja, men saa er det ikke noget videre
interessant Mirakel, at Kristendommen kan hjælpe hende ud over Sagen,
og Interessens Tyngdepunkt maa alene ligge paa den unge Mands Kamp.
Men han holdes blot paa behørig Afstand som et pjaltet og .uregerligt
daarligt Subjekt.
Og alligevel, — der er i al Fald i disse Bøger den meddelagtige
Livsinteresse, som vor Københavnerdigtning næsten altid savner og som
er et sine qua non for Kunst, der virkelig skal betyde noget for
Livet, selv om den — som figura udviser — ikke er nok til at skabe
Kunst. Vort Publikum hungrer efter den uironiske og uartistiske
Livs-deltagelse og Livssamvittighed, som den store, norske Digtning har
vænnet os til at fordre af Kunsten. Der er i de Livstilfælde, som de
nævnte Forfattere tænker sig op, f. Eks. ogsaa i Toras Forhold til sit
døvstumme Barn hos Z. Nielsen, noget Ibsensk; og en Mand som
Edv. Egeberg stiller sig paa sin Vis lige saa nøjeregnende og
meget-fordrende over for Livet som Ibsen; i en Figur som Præsten —
ubetinget den interessanteste i „Gerda Rossen* — viser P. E. Benzon den
alvorligste Sjælesørgeivilje til at trænge til Bunds. Men vil man
fornemme, hvad det er, disse Præster og Lærere mangler i Aandsfrihed og
Forskermod over for deres Æmner, saa tænke man blot efter Læsningen
af „Gerda Rossen* paa Samtalerne mellem Almers og Asta i 2den Akt
af „Lille Eyolf" — hvor der i nogle faa, stilfærdige Ord røres saa sikkert
og fint inderst inde ved det samme Æmnes Nerverødder. Der kan kun laves
god Kunst, naar man helt uforbeholdent formaar at skyde alle Ordenes
Svøb bort og trænge ind til Tingenes Egentlighed.
Dette radikale, o: til Roden trængende Natursyn paa Livet er der
noget af i en Bog som Vald. Rørdams „Karen Kjeldsen", og
derfor er den ogsaa kunstnerisk langt værdifuldere end de nævnte Bøger.
Den er ellers vokset frem i Landluft og behandler landlige Mennesker
som de, og den gennemvarmes af en ikke mindre ægte Livsmeddelagtighed
og Livssamvittighed — er for saa vidt ligesaa ukøbenhavnsk som de.
Det er en ung Proprietærsdatter, der under sin Faders Paavirkning
vokser op i fri, frank Naturlighed, til moderne, naturmæssig Dannelse, —
saa godt som uberørt af konventionel eller kristelig Forkvakling. Der
spirer et smukt og fint Kærlighedsforhold frem mellem hende og en ung,
sympatetisk Godsejer i Nærheden, men saa kommer hans konventionelle
og kristelige Moralopdragelse imellem og ridser først smaa Skaar i deres
unge Samliv og slaar det til sidst grimt og brutalt itu. Og hun knækker
sammen, da det gaar op for hende, at de uhjælpelig staar hver paa sin
Side af et Svælg, og at det, der for hende var deres Elskovs skønneste
og stolteste Sejr, for ham kun var en „Kødets Fristelse" og en Syndens
Vederstyggelighed.
Der er meget J. P. Jacobsensk i Stilens syngende Rytmer og i de
følelsesfulde, billedrige Betragtninger over Livets Kaar, . . men dybere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
