Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Vald. Vedel: Nikodemus’ Skriftemaal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
205 Nikodemus’ Skriftemaal
hvorunder Livets Billede spejler sig saa rent og helt for En som
aldrig ellers, med det store og det smaa, Lys og Skygge ligelig
fordelte. En Besindelsens Time, hvorunder der ligesom holdes
almindelig Generalforsamling i En, og det, som ellers holdes skjult,
møder op med lige Stemmeret som det, der til daglig fører det
store Ord, og de Dage, der er gaaet, og de, som skal komme,
træder lige saa klart i Lyset som Dagen i Dag. Personlighedens,
AUivets Time „sub specie æternitatis", — saa godt da, et Menneske
evner at naa op dertil.
Alt, hvad der optog Dagen af enkelte Interesser og
Bestræbelser, flyder i saadanne Eftertankens Timer sammen for En med
Tilbageslaget af alle tidligere Dages Bekymringer og Interesser og
Foruddønet af dem, der skal komme. Var Dagen et fladt,
tankeløst Solskin, saa bliver dette nu uddybet ved Folien af de Skygger,
der lejrer sig om det. Og var Dagen et dødt Graavejr, et trist
Mulm, saa løses det nu op i Halvskygger ved Erindringens og
Haabets Lysskær fra andre Tider. Intet enkelt faar Lov til at
beherske Sjælen, den vugger frit i sin egen Uendelighed. Herregud!
hvor blev det smaat — det, som bevægede og plagede inig i Dagens
Løb? Det, jeg maser med og har over Armene for Tiden, de
Genvordigheder og Nag, som piner mig, de
Forfængelighedsspørgs-maal, der optager mig . . . hvad er der bleven af det, som jeg
i Fjor ved samme Tid var i Fyr og Flamme for, og som dengang
nagede mig? Og længere tilbage, saa langt jeg husker ... Nu er der
intet Liv længer i hverken det ene eller det andet. Ærgrelserne,
Smaatriumferne . . . Jeg han vende dem i Erindringen som visne
Blade. Og ud af det visne Løv af døde Interesser og
Bekymringer lyder der et tyst og beroligende „Warte nur, balde — ruhest
du auch" ud til alt, jeg nu har at trækkes med. Jeg kan ogsaa
med humoristisk Selvironi se ud i Fremtiden og se mig, bestandig
den samme, altid ivrig og optaget paa nye Hold, ængstet med nye
Bekymringer, rodende mig ind i andre Galskaber, sangvinsk og
hypokonder da som nu. Det bølger allerede frem i mig — det,
der skal komme. Men under alt det, der bølger frem fra Fortid
og Fremtid, bliver jeg flot igen, om jeg var kommen paa Grund i
Dagens Løb. Hverken glad eller bedrøvet er jeg, ser ikke frem,
ikke tilbage, tænker hverken paa dette eller hint. Fortiden lyder
blot for mig som en dæmpet Orkestermusik, i hvis Brus alle de
enkelte Instrumenter forsvinder med deres Særtoner. Fremtiden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
