Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Vald. Vedel: Nikodemus’ Skriftemaal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
210 Nikodemus’ Skriftemaal
byrdes gennem mig. Virkningerne bliver ved at gaa videre uden
at kunne stanses — af Ordet, naar det én Gang er sluppet uden
for Tændernes Gærde, af Gerningen, naar jeg har taget
Hænderne bort fra den. Hvor jeg staar og gaar og hvad jeg foretager
mig, kan jeg ikke lade være med at øve Indflydelse til alle Sider;
selv hvor jeg tror, jeg mest passer mig selv, giver jeg Eksempel,
anstifter, gør Propaganda, overalt bliver jeg Islæt i andres Skæbne
og i min egen. I altid videre Ringe ud til Siderne og ned gennem
Tiden forplanter ustanselig Følgerne sig. Ængsteligt, ængsteligt og
svært bliver det at leve, — at man i det hele tør løfte sin Finger
til noget som helst! ____Men tillige ogsaa saa fortrøstningsfuldt,
forjættelsesrigt — at intet er forgæves, intet spildt: den beskedneste
Virken, den mindste Selvovervindelse . . . den Venlighed og
Godhed, du viser en utaknemmelig; den Umage, du redelig gør dig for at
bringe et Forhold i Låve, som atter og atter bryder op paa ny
det sætter Spor, det udsaar Frø alligevel . . .
Der er en Følelse, jeg havde saa lidet af som yngre og som
nu udvikler sig mer og mer i mig af Bevidstheden om alts
Sammenhæng. Det er Følelsen af Solidaritet. Først overfor mig selv,
min Fortid og Fremtid. Som ung var ingen Person mig mere
fremmed og uvedkommende end jeg selv som Skoledreng og som
50 aarig. Gladelig slog jeg mig til Ridder paa den første og
kontraherede gladelig Forpligtelser for den sidste. Nu kan jeg ikke
længer saa let skubbe fra mig eller fornægte mig selv, som jeg var
i Fjor. Jeg føler, her er en Arv og Gæld, som ikke kan fragaas;
kan jeg ikke nægte at være min Fortids Arving, maa jeg ogsaa
overtage dens Gæld. Ja, der kan jo være det, som ligger saa
langt tilbage og er bleven mig saa fremmed, at jeg med Sandhed
kan sige: jeg har intet mere i mig af den, der handlede saaledes
— og dog! man er nu vitterlig vokset op af dette forhenværende
jeg, og en nøjeregnende Æresfølelse vil vel ofte alligevel føie sig
forpligtet —; men i al Fald saa længe jeg endnu føler noget i mig af
det samme Selv som dengang, er jeg solidarisk med min Fortid.
At jeg én Gang, da det gjaldt, syg og svag indlod mig paa
Halvheder, faar mig endnu, ved Tanken derpaa, til at blusse og blues;
det vidner mig saa sikkert og sørgeligt om, hvor holdningsløs jeg
har været, og jeg er ikke forsikret om, at jeg er bleven en
væsentlig anden nu. Mindet er mig en stadig Advarsel om, hvad der
bor i mig . . . Saaledes kan jeg heller ikke saa letsindig som før
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
