Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Vald. Vedel: Nikodemus’ Skriftemaal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
211 Nikodemus’ Skriftemaal
lege fremmed over for mit fremtidige Jeg. Hvad jeg nu vil og lover
mig selv og andre, det kan jeg ikke en Gang om nogle Aar skubbe
fra mig, det forpligter mig, i al Fald saa længe jeg ikke virkelig er
bleven en hel anden.
Men ogsaa med alle de andre udenom mig føler jeg mig mer
og mer solidarisk. Hvor hører mit op, og hvor begynder de
andres? Min økonomiske og sociale Stilling, min Dannelse,
Begavelse, mine Anskuelser — fra hvor mange Vandaarer i
Jordsmonnet trækker en Sø vel sin Næring? Til Gengæld har jeg
Andels-ret i Gud véd! hvormange Tanker og Følelser. Tænk om paa
Dommedag enhver skulde vindicere sit aandelige Eje — som sit
Kød og sine Ben — tilbage og afgive de andres? Men saa kan jeg
heller ikke skelne mellem, hvad der kommer mig ved, og hvad
der bliver de andres Sag. Jeg har direkte Interesse i, at det gaar
dem godt, og direkte Ansvar for, hvad de gør. Alle har vi „charge
d’ämes" og alle er vi meddelagtige. — Intet er saa stort i vor Tid,
som det Fælles liv, der er i Færd med at vokse op i Menneskene og
vokse dem sammen. Alle de store Opfindelser og hele Udviklingen
af Livsforbindelseme — alt virker jo sammen til at bryde
Skillerummene mellem de enkeltes Bevidsthed, til at genspejle ét og det
samme i tusind Hjerner, faa Hjerterne til at banke i samme Takt
og det samme Fælleslivs Pulsslag til at gennemstrømme alle. Naar
jeg sidder her i Aftentimen og véd, at der i de allerfleste Hjem, hvis
Lys jeg ser skinne, i Aften har været diskuteret om Dreyfussagens
nyeste Fase, som Aviserne meddelte i Dag, er det, som jeg mærker,
hvordan en ny, stor Tid er ved at fødes i Menneskeheden.
December
Naar jeg om Formiddagen sidder fordybet ved mit
Arbejdsbord i mine Sager og Forordninger, kan jeg ofte blive saa distræt
ved at se skraas over Vejen hen til et Vindu i en Villas 1ste
Etage. Dér sidder en Mand, ikke stort ældre end jeg, bøjet paa
samme Maade som jeg over sit Arbejdsbord, næsten hele
Formiddagen igennem. Det er ikke Retsakter, som mine, han beskæftiger
sig med, han tegner nok for en Ingeniør eller Arkitekt. Men jeg
føier ham alligevel som mit Alter-Ego, og jeg synes, at hans Liv
og mit er ikke stort andet end én Melodi, blot udsat for to
forskellige Instrumenter. Jeg aner ellers intet om hans Livsforhold, men
naar han rejser sig træt af at sidde og gaar et Par Slag op og ned
ad Gulvet, eller naar han en Dag — som nu idag — sidder og retter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
