Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Edv. Lehmann: Høffdings Religionsfilosofi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Høffdings Religionsfilosofi
325
af dens Land; han mener blot, og betoner stærkere end før, at
Verden strækker sig langt paa den anden Side Haven, og at der
gror et og andet i Præstens Mark, som ogsaa maa tages i Øjesyn:
En udtømmende Erfaringsvidenskab maa ogsaa regne med
Menneskeslægtens religiøse Indhold.
Nu er der fra gammel Tid en Opskrift, som tit har været
brugt, hvor det gjaldt om at redde Religionen og dog lade
Videnskaben uboskaaren, den, Høffding træffende stempler som „den
fredløse Antagelse, at religiøse Sandheder bedst bo i Videnskabens
Huller". Denne Manér er lige kejtet, hvad enten den vil hjælpe til
at forklare Naturen eller til at give Gud en Ansættelse. De to er
ikke til for at lappe paa hinanden, de vil hver for sig beherske
Verden ubestridt: Naturlove, som ikke er algyldige, er ingen Nytte til,
og en Guddom, som ikke er algyldig, kan man spare sig at tro paa.
Nu, ogsaa dette har man vidst Raad for: de store Tænkere,
der fattede denne dobbelte Fordring i dens Alvor, har ofte søgt
at besvare den ved at indføre et dobbelt Regnskab med en
„Naturens Verden" og en „Aandens Verden", som hver skulde bestaa
for sig: Aanden omspænder og overhvælver Naturen. Det er den
gode, gammeldags Idealisme: man gaar i Naturens Skole til
Hverdags og i Ideernes Kirke om Søndagen; men man er lige hjulpen
med det; de to Omraader falder uden for hinanden og Naturen
bliver ikke bedre af disse Ideer, eller Ideerne bedre af at have
Naturen paa Siden af sig. Intet Under, at man da til sidst blev
træt og lod Idéens Fugl flyve; man slaar sig paa Materien, paa
det positive, paa Virkeligheden, uden at ane eller betænke, hvilke
Gaader der gemmer sig bag Ordene „Materie" og „Virkelighed",
eller man bliver „Agnostiker" og mener, at der er noget, som
hedder „det uerkendelige", og som er helt forskelligt fra alt, hvad
Erfaringen viser, hvorfor vi da heller ikke skal gruble over det —
men hvor véd man nu det fra?
Skal Religionen hjælpe os til noget, maa dens Kræfter ligge
inden for den Verden, vi kender, og dens „Idéer" mødes med vor
videnskabelige Tænkning. Det er denne Vej, Høffding vil gaa.
Han vil have Enhed i Tingene, men ikke for enhver Pris. Han
kalder derfor sit Standpunkt „kritisk Monisme": han vil ikke tilstede
nogen dualistisk Splittelse mellem Natur og Aand, men han vil
lige saa lidt nøjes med Positivismens letkøbte Monisme, der bringer
en Enhed til Veje i Tilværelsen ved blot at lukke Øjet for alt det,
der kunde forstyrre Enheden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
