Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - Hjalmar Christensen: Gustave Flaubert
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
466
Gustave Flaubert
ene Side en umiddelbar Tilbøjelighed i hans Væsen, en leveude
Sans i hans Sjæl, i sin særegne Form et Træk af hans Race, —
paa den anden Side er den et Udtryk for hans Skønhedstrang, det
er Skønhedstrangen, der reagerer, der er dens Hævn over det
uskønne. Og eftersom det ene eller andet er fremherskende, kan
hans Ironi virke forskellig: virke som en stærk, sund Lystighed
der hensynsløs ler Daarskaben ihjel, — eller som en hvas
gennemtrængende Analyse af det, han hader, det menneskelige daarlige.
Hos Flaubert er maaske den sidste Form den hyppigste, men selv
gennem den bitreste Spot klinger der gerne som en godmodig
Latter.
Det maa erindres, at det Felttog, Flaubert til enhver Tid fører
mod det daarlige, ikke bare er rettet mod det, som de strengeste
og mest fintfølende blandt os i Almindelighed opfatter som dumt.
smaaligt og ufint. Han retter tværtimod hyppigt sin Krig mod
det, man i Almindelighed vil betragte som anerkendelsesværdigt,
det velfortjente Gennemsnit. Han mødes her med en stor nordisk
Kunstner, Henrik Ibsen, men deres Angreb har forskellige
Udgangspunkter. Ibsen opstiller et Ideal og maaler det middels, det
borgerlig anerkendte efter dette Ideal. Flaubert, der føler en evig
Længsel mod Sandheden, men som véd, at det højeste aldrig naaes
— véd, at det højeste her i Livet er at holde denne Længsel evig
ny, evig vaagen, — fyldes med Uvilje, naar han møder en af de
mange, der slaar sig til Ro paa et af Sandhedens Trappetrin,
indretter sin Bolig dér og mener at være kommen did, hvor man
skal. Han vil til Livs alt, som er næstbedst, — han tumler fra
Ungdommen af med et Digt, som skal være et Slags Revy over
de anerkendte Sandheder. En Plan, som han i vekslende Former
berører, bl. a. i et Brev til Louise Colet af Decbr. 1852:
„Jeg føler nu og da Trang til at skrige nogle voldsomme
Skældsord til Menneskene, og jeg skal nok gøre det engang, om en ti
Aars Tid, i en eller anden lang Roman med brede Træk; det er
en gammel Tanke, som stadig vender tilbage, — låve et Leksikon
over alle de accepterede Ideer (véd du. hvad det er?) — navnlig
hidser Fortalen mig — og saadan som jeg vil tage det, kan
ingen Lov naa mig, skønt jeg agter at angribe alt; det skal
blive en Lovtale i historisk Fremstilling over alt, som efterhaanden
er blevet billiget; jeg vil vise, at Majoriteten altid har Ret,
Minoriteten altid Uret. Jeg skal ofre alle de store Mænd til Ære for
Idioterne, Martyrerne til Ære for deres Bødler, og alt dette i en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
