Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene
507
aterlyn, der ledsagede Gudindernes Afinarche, under hvilket Prins Paris
for forvildet om som en Flue i en Flaske, derpaa, overvældet af de
guddommelige Magters Nærhed, lagde sig plat ned paa Brædderne og
bedækkede sit Ansigt med sit Kammerdugs-Lommetørklæde og endelig
rejste sig op igen med en krænket Mine og nøs af Salpeterlugten. Ganske
guddommelig var Frk. Antonsens Minerva; uforglemmelig den Maade,
hvorpaa denne bedrøvelige Kakkelovnsfigur værgede sin Jomfruelighed
imod Paris’ nærgaaende Forslag ved at sænke Lansen med et „Jeg gør
det i Ævighed aldrig*. Fuldkommen klassisk er vedblivende Hr.
Jerndorffs Paris: i den Tone, hvormed han gjorde Overgangen fra de
klassiske Præmisser i den berømte Domsafsigelse til den københavnske
Slutning med „Kræsjanshavns Kærke* ligger hele Parodien. Det var
Anslaget, saaledes skulde der tales. At kunne tale er den halve Kunst
ikke mindst hos Holberg og allermest i en Komedie som Ulysses,
hvor vort Sprog fejrer en af sine første Triumfer: naar et Sprog med
saa megen Sikkerhed kan fremstille Parodi-Tonen, er det allerede vidt
fremskredent i litterær Kultur. Det sproglige maa derfor behandles med
megen Ærbødighed. Allerede i Prologen kludredes der, Fru Mantzius
tabte næsten alle Pointerne i Iris’ Monolog, som en Skolepige taber sine
Masker. Og i de to Akter af Komedien blev der ikke saa meget talt,
som der blev pebet og sunget. Da Ulysses spilledes i 1884, havde
en Operasanger, der spillede en af Bifigurerne, Holofernes, af Mangel
paa andre komiske Resourcer fundet paa den Udvej at tale Fynsk.
Dette Indfald havde siden da ynglet. Det gik nu saa vidt, at Ulysses
selv, der foreskrives at skulle tale med en affekteret skælvende Røst
som Parodi paa Heltetonen, talte Lollandsk. Lollandsk i en
holbergsk Komedie! 1 Overensstemmelse hermed fremstillede Hr. Beumert
den parykomstraalede Ulysses som en Lirekassemand med stift Ben!
Det er i det hele betænkeligt, naar Dialekten, især da Teaterdialekten,
begynder at brede sig i den holbergske Komedie uden for de egentlige
Dialektroller (som i Hr. Neiendams Montanus og Hr. Knudsens Gert
Westphaler). Det er i al Fald et Forsøg paa at give Figuren en Farve,
som Holberg ikke har givet den. Endogsaa Hr. O. Poulsens Chilian
paavirkedes noget af den almindelige Usikkerhed: for tyve Aar siden
sagde Hr. Poulsen ikke: „Ja, ja, saa vil jeg gakke, saa gakker jeg" —
det smager mere af Revyerne og Klods-Hans end af Holberg. Ogsaa
paa andre Steder saa man den ellers saa sprogfaste Hr. Poulsen vakle.
Henrichs Ræsonnement i Henrich og Pernille om den magre og solide
Fornemhed kedede nu, fordi man mærkede, at Skuespilleren skyndte sig
at blive færdig uden ret at vide, hvad disse Ord engang havde betydet;
han burde have læst Falsters Den utidige Rangsyge. Intet Under
da at ogsaa andre begyndte at gøre sig det bekvemt i den holbergske
Diktion ved Hjælp af moderne Snyltelyde. Særlig det gentagne jo i
Løjtnantens Tale i Erasmus Montanus (f. Ex. „I gør jo Studeringer til
en Fægtekunst") er graverende — det er paa dette Sted Holberg selv,
der taler og fremsætter sin surt erhvervede Overbevisning, Stykkets
Hovedsum — tot verba, tot pondera: saa mange Ord, saa mange
Lis-pundslodder — som ved det moderne jo henvises til de almene Sand-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
