Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - R. Bergh: Koncertsæsonen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Koncertsæsonen
587
Englekor til Teksten: „Heureux l’homme, å qui la charité sainte ouvre
le royaume des cieux" (1ste Del) dasker et Bækken ind som Højdepunkt
for et crescendo. Et Bækken kan gøre sin Virkning ved Skildringen af
et Orgie, men som Udtryksmiddel for den himmelske Barmhjertighed er
det mildest talt uheldigt. Ligeledes er Orkesterets kromatiske Passager
i det sidste Osanna temmelig besynderlige som Udtryk for den himmelske
Harmoni.
Les Béatitudes er saaledes et Værk, som har sin Styrke i Koloriten,
i Stemningen, men som er svagt i Tegning, i Stil, i den æstetiske Opfattelse
og som rummer sære æstetiske og musikalske Forsyndelser. Ikke desto
mindre glæder man sig ved den megen Skønhed, som findes deri, og
det er prisværdigt, at vi har faaet det at høre. Allerede Prologen
rummer en meget fin og blid Stemning (dens Begyndelsesmotiv bliver
senere med forskellige rytmiske Ændringer til et Ledemotiv ved alle
Kristi Solo’er). Poetisk og vemodigt virker ogsaa det ændrede Motiv fra
Koret „Poursuivons la richesse" i Modstykket (til Teksten „Au sein du
plaisir") saavel som „Le ciel est loin" (2den Del); ypperligt,
karakteristisk er Slavekoret, overordentlig smukt Koret „Les pacifiques", særlig
dettes langsomme Stykke og noget nær det sublime er „Chæur des
jus tes" (8de Del) med dets herlige Afslutning.
Naar jeg maaske har dvælet lidt udførligt ved Skyggesiderne i „Les
Béatitudes", saa er det til Dels, fordi der er kommet en ligefrem César
Franck-Raptus over en Del af mine musikalske Bysbørn; ja denne gaar
hos nogle saa vidt, at de nævner ham sammen med Bach, Beethoven
og Schumann. Lidt koldt Vand i Blodet er her ikke af Vejen. Det
undrer En, naar enkelte Musikere gaar saa vidt i deres Begejstring. At
de talrige Elementer i Publikum, hvis Kritik bestaar i en Panegyrik over
„dejlige Klange" og „pragtfulde Orkestervirkninger", og som ingen Anelse
har om Bygning og Stil, men nærmest anser den, som stiller Fordringen
om Stilens Renhed til et Kunstværk af denne Art, for en Pedant, — at
disse bliver vilde over Les Béatitudes, undrer En mindre.
At Værket fik en smuk Udførelse i Cæciliaforeningen, behøver næppe
at siges. Skønt denne Art Musik ingenlunde er den, som ligger bedst
for Kapelmester Rungs Talent, saa mærkedes dog tydeligt den Kærlighed
og Omhu, med hvilken han havde indstuderet dette Værk; Korene gik i
det hele smukt. Af Soloerne bør fremhæves Hr. Helge Nissens
fortræffelige Satan; Kristus’ Parti maa selvfølgelig mindst af alt gøres
dramatisk, men behøvede dog ikke at blive saa monotont, som det blev.
Verdis Requiem og César Francks Værk er uhyre
forskelligartede, ikke blot ved Emnernes, men ogsaa ved Komponisternes Natur
og Karakter. Verdis — som jeg maa tilstaa er mig det mere
sympatiske — udmærker sig ved langt større Sundhed og Kraft, Friskhed
og Naturlighed; paa den anden Side har han ikke saa fine Strenge til
Skildringen af den stille, inderlige Hengivelse som Franck. Hans Værk
har for øvrigt en langt mere konservativ Karakter end dennes; Steder
som „Te decet hymnus" er holdte i ren, gammel Stil og han er heller
ikke gaaet af Vejen for at skrive to store Fugaer. Naar han med sit
uhyre Talent alligevel ikke har formaaet at skabe et Værk i en ensartet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
