Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - R. Bergh: Koncertsæsonen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Koncertsæsonen
591
Paa de to sidste Kapelkoncerter fremførtes af nyt kun en
„Vaar-sang" for Orkester af Sibelius, som ikke var synderlig vaarfrisk og alt
andet end betydelig. Man hørte bl. a. en ren Mønsteropførelse af
Beethovens 2den Symfoni — hvor er det godt en Gang imellem at høre
klassiske Værker i den Udførelse som tilkommer dem!
Næppe nogen Koncert i Vinter har — undtagen Joachim-Kvarteltens
og Paderewskis Aftener — vakt en saa frenetisk Begejstring hos
Pukli-kum som den eneste filharmoniske Koncert. Det var hele anden Akt,
Forspillet og Finalen af 3dje Akt af „Tristan og Isolde* som opførtes,
og det var paa Tide, at den overvejende Del af vort Musikpublikum,
som ikke har haft Lejlighed til at høre dette Værk i Udlandet, i alt Fald
kunde faa en Forestilling om det, et Indtryk af det. Selvfølgelig er en
saadan Koncert kun et Surrogat. Men naar man i nogen Tid næsten
kun har hørt den senere Wagner i et Par nyere danske
Operakomponisters Folkeudgave, saa gør det godt igen at høre den store Original
selv føre Ordet.
„Tristan og Isolde* er et af de mærkeligste, i sin Art pragtfuldeste,
genialt-særeste Værker, som eksistere. En „Studie zu Tristan und Isolde*
har Wagner udgivet som Sang og givet den Navnet „Im Treibhaus*.
og der har altid syntes mig at være noget symbolsk heri: Tristan-Musiken
virker som et Flor af store, underlige, eksotiske, farverige Blomster,
opfostrede i en næsten overhed, tropisk Atmosfære. Personerne rører ikke
saaledes som en Pamina eller en Leonore de rent urmenneskelige Strenge
i Hjertet, men de er fyldte med og vævede ind i et fantastisk Spind af
Romantik, som henrykker og bemser. Straks i Begyndelsen af 2den Akt
anslaar Jagthornenes korte Strofer den natlige Skovstemning med en
mageløs overbevisende Kraft, og uendelig stemningsfulde er saadanne
Steder som Isoldes Opfordring til Brangäne om at slukke Faklen, eller
den lange Advarsel, som Brangäne synger ned til de elskende i den
mørke Nat. Ogsaa den uhyre lange — ved Opførelsen her ikke lidt
forkortede — Kærliglicdsduet indeholder Momenter af den største
Skønhed ; blot Begyndelsen af den er i sin akute Lidenskab næsten ude over,
i alt Fald lige paa Skønhedsgrænsen. Forspillet er et af de mærkeligste
Udslag af Wagners ejendommelige, overordentlig originale Polyfoni.
Hr. Forchhammer, der som bekendt har en stor prægtig Heltetenor,
sang Tristan — fremfor alt i 3dje Scene — i det hele smukt; navnlig
havde hans Foredrag en vis fornem Karakter; men det
„Ueberschwäng-liche" i Musiken — og der eksisterer vist ikke nogen saa „
übersclnväng-lich* Musik i Verden — formaaede han ikke ret al bringe til Udtryk:
han var lidt for dansk, lidt for tør; et Ord som: „Lass mich sterben"
hørte man baade sunget af ham og af Fru Sedlmair, og Forskellen traadte
stærkt frem. Fru Sedlmair sang godt (men naaede ikke paa langt nær
op ved Siden af Fru Sucher, som var uforlignelig i denne Rolle). Hr.
Max Muller ydede noget fortræffeligt som Marke, hvis Parti er det
mindst taknemmelige, og Frøken Ellen Becks store, smukke Stemme fyldte
godt i Brangänes skønne Strofer. Victor Bendix havde som Diripent
præsteret et udmærket Arbejde, og det var en Fornøjelse at høre hans
Maadehold i Tempi og hans fremragende Evne til at danne Mellemled
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
