Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Hjalmar Christensen: Gustave Flaubert
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
655 Gustave Flaubert
han fører Læseren gennem et Galleri af Mennesker, Stemninger,
Kræfter i Bevægelse, — han giver os Tidens Kolorit og analyserer
dens Sjæl — han lægger frem. Og lidt efter lidt er det som
om Læseren faar Tag i de mange Traade–det hele
fremgaar som historisk sammenhængende. Forfatteren har ingen Møje
sparet sig, Bogen hviler paa et indgaaende Studium af Tidens
Akter. Flaubert, der selv havde levet Tiden med, har ikke desto
mindre med stor Omhu og Nøjagtighed atter gennemgaaet Tidens
Presse, ja! for at Tonen skal være helt paalidelig, gør han sig den
Umage at læse om igen Aargange af gamle Vittighedsblade: Der er
en litterær Bohéme, en smidig, letlevende Fyr, Hussonnet, en
Pa-risergamin, — udmærket Figur, — det gælder at udstyre ham med
Dagens Vitser. Denne Mand siger ikke i 1846 de Vittigheder, som
var „en vogue" i 1845.
Der er ingen Tvivl om, at det mægtige Stof til en vis Grad
tynger Bogen. Der er samlet saa meget, fremlagt saa meget, det
er blevet et bredt historisk Kulturbillede, men næppe nogen Roman.
Ikke det, man i Almindelighed forstod ved Roman. Ingen rask
Handling, intet som kunde fængsle alle og enhver. Bogen kom
paa et uheldigt Tidspunkt: 1869. Frankrig var optaget af andet
end Litteratur. Den blev mødt med Ligegyldighed, til Dels med
Uvilje, — Ligegyldighed af alle dem, der fandt Bogen tung og
trættende, Uvilje af dem, der fandt Billedet for mørkt, dens Satire
for haard og bitter. Naar man kender Flauberts Følelser for det
moderne Demokrati, hans Syn paa det politiske Liv, er det ikke
vanskeligt at forstaa, at han ikke egentlig kærtegner de franske
Politikere. Det Billede, han giver af den sociale Kamp, lyser af
harmfuldt Vid, — et Vid, der i sin massive Forlystelse ved
Dumheden, sin hvasse og stærke Latter minder om visse gammelfranske
Digtere, ikke mindst om Rabelais.
Den franske Litteraturhistoriker Faguet, som er af dem, der
finder Billedet for mørkt, formulerer sin Kritik saaledes: „Et af
Digterens Maal har været at give os et „tableau de Paris", et
Billede af Paris, — af det franske Samfund fra 1840 til 1848. Det
er ikke helt lykkedes ham. De fleste, som har gennemlevet denne
Tid, vil vistnok — det indrømmer jeg —, naar de bliver spurgt,
svare En: „Jo det er meget træffende," og jeg selv har hos Mænd,
som havde gennemlevet den Tid, kunnet genkende visse aandelige
Særegenheder, som har faaet sit Signalement i „L’éducation
sentimentale". Det er sandt; men Flaubert har her været en Smule
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
