Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - A. Christensen: Ældre persisk Lyrik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
716
Ældre persisk Lyrik
tion i Forbindelse med den livlige persiske Fantasi og rimeligvis
med lidt Paavirkning af indisk Vedantafilosofi. Det er Tanken om
Guds Identitet med Verden og Menneskets mystiske Opgaaen i
Guddommen. Verden, som den viser sig for vore Øjne, er kun et
tomt Skin, kun Gud eksisterer, og den sværmeriske, uendelige
Kærlighed til Gud bliver da Maalet for al menneskelig Stræben;
den vidende mister sin Individualitet under den ekstatiske
Beskuelse af Gud og bliver som en beruset eller en forelsket.
Besidder man denne „Gudsvidens Hemmelighed", er det naturligvis
ganske ligegyldigt, om man er Muslim eller Kristen, Ildtilbeder
eller Afgudsdyrker; det er jo kun tomme Former. Ja „den vidende"
er endog hævet over jordisk Moral, han er Gud selv. Sufien lever
undertiden som Asket, optaget af sine ensomme Betragtninger,
men det kan ogsaa hænde, at han nyder Livet, idet jordisk Vin
og Kærlighed staar for ham som Forbilleder paa den store
Kærligheds Beruselse og som de Midler, der kan vise ham „Vejen".
Især i senere Tider kunde æstetiske og levelystne Naturer saaledes
faa deres Skønheds- og Nydelsestrang tilfredsstillet under
Sufikap-pens Dække, og for dem staar Asketen ofte som en Daare eller
Hykler. At adskille det, der i Sufiernes Vin- og Elskovsdigte skal
forstaas bogstaveligt, fra det, der skal fortolkes symbolsk, bliver
derfor ofte en uløselig Opgave.
I Begyndelsen af det Ilte Aarhundrede møder vi en
Repræsentant for den fuldt udviklede Sufisme i Abu Said, om hvem
det fortælles, at han sad syv Aar i Træk i en Krog af en Hytte
uden nogen Sinde at sove, idet han uafladelig raabte: „Allah!
Allah!" saa at Vægge og Døre til sidst stemte i med. Hans Ry
for Hellighed skal have været saa stort, at Folk gned Ansigt og
Hoved med hans Kamels Gødning.
I Abu Saids Rubai finder vi Sufismen i den ældre, simplere
Form, hvor alle de fra det jordiske Liv hentede Billeder er at
forstaa allegorisk. Kærligheden er den almindeligste Betegnelse for
Forholdet til Guddommen. Elskeren er Sufien, „den vidende", og
den elskede eller Vennen er Gud.
Ståt op ved Nat! om Elskov hvisker hver en Mund,
Hver Elsker gaar til Vennens Hus fra bliden Blund;
Mens ellers hver en Dør og Port er lukt og stængt.
Kun Vennens Dør er lukket op i Nattens Stund.
Sufien jubler af Haab og smægter af Længsel som en jordisk
Elsker. Han laaner den verdslige Poesis Udtryk for Elskovsfølel-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
