Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - Hjalmar Christensen: Gunnar Heiberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
782
Gunnar Heiberg
ren har vredet alle mine Lemmer rundt, saa jeg bare kan se
tilbage. Og Lykke har jeg ikke gjort her i Verden. Og andre har
jeg ikke gjort lykkelige. Og det skal være den allerstørste Lykke.
Haha (rasende, knytter Næven mod Himlen). Men han skal staa
mig til Ansvar paa Dommens Dag."
Resmann er Mennesket i Krig med Livet, den stærke Hjerne,
der har gjort sig fortrolig med Livets Latterlighed og Ondskab,
Manden, der er bleven ond, og véd, at han er ond, det ældede
Dyr, der forstaar, at dets Tid er omme, at Kræfterne ikke strækker
til, at den stærkere kommer. Og han véd fremfor alt, at Kvinden,
den unge livsbegærlige Kvinde, tilhører den stærkere. Det fylder
ham med Had. Og alt hvad der endnu er af Vilje og Kraft i
hans Tanke og hans Blod — det omsættes i en lysende Ondskab,
en Ondskab fuld af Forstaaelse, fuld af en lang Krigs Erfaring om
Fjenden. Ja, for Fjenden er Livet, — først og fremmest Kvinden.
Til Resmanns Had svarer hos Julies anden Mand, Abel, en
vemodig, resigneret Bevidsthed om Livets Skønhed og om Livets
Intethed, om den fuldkomne Lykkes Umulighed, om Umuligheden
af, at to Sjæle kan tilhøre hinanden: „Jeg synes, at hvert
Menneskes Sjæl er som en 0, og at enhver Bro staar for Fald, og at
det er Glæde at dyrke sin 0. Stormen og Stjernerne og Evigheden
faar mig til at tænke, og jeg føler derved, men kommer to
Menneskers Sjæle sammen, da maa den ene vente paa den anden, og
undertiden maa ogsaa den anden vente, og de bliver staaende og
kommer ikke videre.« For Abel er den største Glæde blevet den
at se og at forstaa, altid at forstaa mere, at nærme sig mere og
mere til de „store Hemmeligheder". Men „Kærligheden gaar ikke
ind i Kulturen," den gør „gal, dum, blind, uretfærdig". Abel
siger dette selv, og d’og prøver han at „civilisere" Kærligheden,
„civilisere" den Kvinde, han elsker. Ja, for han elsker Julie, men
han vil ikke være hendes Herre, ikke vogte hende, ikke hver Dag
erobre hende paa ny.
Saa kommer den tredje Mand, Antonio. Han er af dem, der
fører deres Krig mod Livet med Held, med Kampglæde, med den
fødte Sejrherres Vellyst. Han elsker Magien og han elsker
Kvinden: „Julie," siger han, „der gives Gerninger saa store og
Mennesker saa stærke, at jeg græder — men det er Ærgerrighedens
Taarer. Julie! Julie! Jeg har naaet langt, og de raaber mit Navn.
og de bøjer sig. Men jeg vil længere — højere. Og naar de
Tanker kommer over mig om Dagen, saa jager jeg dem til det bliver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
