Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - Hjalmar Christensen: Gunnar Heiberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
784
Gunnar Heiberg
rette Temperatur, udfolder sig, og andet, der har skudt frodig
Vækst, skrumper sammen, overskygges og visner.
Det er Haller, der flytter over. Men de enkelte Stadier i hans
Udvikling er mere paapegede end forklarede. Og nogen betydende
Personlighed, der interesserer ved sit eget Indhold, er han ikke.
Stykkets dramatiske Energi holder én altid vaagen, men Heltens
Skæbne er os forholdsvis ligegyldig. Og de krasse Overgange, det
meget halvudførte i Billedet gør Indtrykket utrygt. Fremfor alt
vilde Interessen være større, om Manden havde været større. Den
smukkeste Lyrik i „Det store Lod" samler sig om den unge Pige,
Ilka. Hun ejer en umiddelbar kvindelig Tiltrækning, som kun de
allerfærreste af norsk Poesis Kvindeskikkelser, en frisk, original,
sjælden Skønhed. Der er til samme Tid en sårt Skyhed og en
imødekommende Ærlighed hos hende, en Finhed og en Dristighed,
som gør hende besynderlig indtagende. Og da saa Aarene er gaaet
og den Skuffelse, hun engang led, har gjort sin Virkning, — hvor
stolt hun dog bærer sit Hoved, hvor denne Kølighed og denne
selvkloge Ironi, hvor ogsaa den klæder hende!
Som Helhed sætter jeg „Det store Lod" under baade
»Balkonen" og „Folkeraadet". De to Stykker, „Balkonen" og
„Folke-raadet", forekommer mig at give det mest karakteristiske Billede
af Heiberg, — Heiberg som Lyriker og som Satiriker, — den
kloge Menneskekender, den stærke, dristige Personlighed, den
mandige Stil, — en Stil, der er lige saa fast, muskuløs, energisk, som
den er farverig: der er Sætninger i „Balkonen", som ligner tunge
røde Draaber af Blod og Ild, og der er Sætninger i „Folkeraadet’
og i hans Presseartikler, skarpe og lysende som en Kaardespids.
Og de tilhører ham med samme Ret, er det ene som det andet
hans Personligheds Ejendom og Udtryk.
— „Folkeraadet" er saa stærkt sammentrængt, det dybe
Alvor saa vel gemt i den overgivne Spøg, at man til en
Begyndelse bliver staaende lidt uvis, afventende. Den «eventyrlige Form
virker ogsaa fremmed, overraskende.
Jeg husker fra Premieren paa Kristiania Teater, at en stor
Del af Publikum havde vanskeligt ved at orientere sig. En Kritiker
udtrykte dette saaledes, at man maatte tænke, før man morede
sig. Ja, det havde han for saa vidt Ret i, som man maatte bruge
sin Tanke, før man havde den fulde Glæde af Stykket. Men saa
var det ogsaa af de Kunstværker, som glædede dybere ved andet
Møde end ved første. Publikums Usikkerhed viste sig bl. a. saaledes,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
