Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - R. Vendelbo: Barokstilen i italiensk Arkitektur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
813 Barokstilen i italiensk Arkitektur
Samfundet. Barokken hylder derimod Kraften, den sjælelige saavel
som den rent sanselige, blot fordi den er Kraft, — som det er
skildret af Taine med en overbevisende Kraft. Denne Konflikt
træder stadig frem i Historien; vi træffer den i Grækenland hos
Plato, i det 18. Aarh. i Kravet paa Følelsens Selvstændighed; i vor
Tid er atter Kraften som Kraft hyldet energisk af Nietzsche.
Denne Hævden af Kraften forklarer for en Del den barokke
Arkitektur; den stræber efter Rumvirkning, den søger at virke
ved det overvældende, kolossale i Dimensionerne; deri ligger i
og for sig ikke noget barokt, men ved at man reducerer alle
Overgange til den mindst mulige Selvstændighed, fremtræder det
kolossale med en overvældende Kraft, der har en ren patologisk
Virkning ganske ligesom ved Michel Angelos plastiske Figurer.
Denne Virkning frembringes ikke just ved at Figurerne er
Kolossalfigurer, skønt dette jo ofte er Tilfældet ved M. Angelo; men saa
vel i den psykologiske Karakteristik som i den fysiske Handling
giver de Indtryk af at virke som en elementær Naturkraft, der
unddrager sig al menneskelig Beregning. M. Angelos eneste
Maal for Fremstillingen er ikke som i den græske Kunst og i
Renæssancen en Tilstand af harmonisk Ligevægt mellem Sjæl og
Legeme, opretholdt i en klar Bevidstheds Opfattelse. Men hans
Kunst har ogsaa Udtryk for mindre Grader af Bevidstheden lige
fra den dybe, tunge Søvn, som selv ikke den mest ubekvemme
Stilling kan forstyrre, til den højeste aandelige Anspændelse, der
fuldstændig glemmer Omverdenen og atter nærmer sig Mangel paa
Bevidsthed. Mellem disse to Yderpunkter træffer vi Overgangen fra
Ubevidsthed til Bevidsthed, saa vel som det omvendte (Morgenen,
Aftenen, Slaverne o. s. v.). Fremstillingen af den klare Selvbevidsthed
danner saaledes kun et Led i denne Række af Menneskehedens
Udviklingsformer.
Det samme træffes hos Richard Wagner; han kender Følelsen
og Tanken i dens mest elementære Form, som i Forspillet til
Rheingold. Men ved Siden deraf findes den højeste Ekstase,
der atter nærmer sig Mangel paa Bevidsthed som i Slutningen af
„Siegfried", „Tristan og Isolde" næsten helt igennem. Midt imellem
disse Yderpunkter staar „der frohe Held" Siegfried, den sjælelige og
legemlige Harmoni. Disse „Stadier" er karakteristiske for den barokke
Kunst og er en af R. Wagners mange Berøringspunkter med den.
Borokkens Rumvirkning taler ikke alene gennem Rummets
Proportioner, den støttes af Dekoration og Rummets Udsmykning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
