Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - R. Vendelbo: Barokstilen i italiensk Arkitektur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
817 Barokstilen i italiensk Arkitektur
offentlige Bygninger spiller i Arkitekturen f. Eks. Raadhuse, der
repræsenterer kommunalt Liv, dette er jo overalt veget for
Absolutisme eller „Tyranni". Den saakaldte verdslige Arkitektur
er saaledes en direkte Afspejling af Menneskets Opfattelse af sig
selv, som han er eller rettere som han kunde ønske at være.
Selvfølgelig bliver Formen afhængig af Fortidens Kunst: en Periode
skaber ikke en Kunstform, der er som et Aftryk af „Samfundet".
I Karakteristikken af en ny Stil maa man jo altid betone
Forskellen fra den foregaaende eller den, der danner Grundlaget, men
man maa ikke derfor glemme, at Lighederne selvfølgelig er langt
de overlegne; dette gælder i særlig Grad om Barokken. Den
saakaldte verdslige Arkitektur bestaar næsten alene af Privatboliger,
„Paladser"; den gennemgaar en lignende Udvikling som Kirken,
idet den viser Samfundet fra en anden Side. Dette kan dog ikke
her nærmere paavises.
Fælles for hele Arkitekturen bliver imidlertid en almen aandelig
Tilstand eller Stræben, der danner Basis for Kunsten i dens
Almindelighed. Højrenæssancen var afsluttet med Ruin paa alle Omraader.
Roms Plyndring 1527 havde forberedt Sindene paa de mest uventede
og oprørende Begivenheder, etter at dette uhørte var sket. Det
sidste Haab om et fælles Fædreland, et samlet Italien, en Tanke,
der havde baaret Machiavelli gennem alle Ulykker, maatte
forsvinde. Den almindelige Opløsning i alle Forhold — saa vel for
den enkeltes som for Samfundets Vedkommende — ser vi tydelig
nok i alle Skildringer fra det 16. Aarhundredes Rom. Den religiøse
Strid forøger Forvirringen, Tilstanden svarer for en stor Del til
Slutningen af det 18. Aarh. i Frankrig. I saadanne Øjeblikke
føler man en Trang til at bygge alt op paa ny fra Bunden af;
Rousseaus og Jesuiternes Stilling er analog. Jesuiterne er
Pædagoger : Koncentration af alle Evner, energisk Viljekraft — kun
derved kan vi hæve os over Ulykken. M. Angelo fuldender Medicæernes
Gravkapel, et Digt om Søvn og Død; Højrenæssancens
nydelses-glade Tid er for bestandig borte. Denne indre Koncentration
giver sig Udslag i Selvfølelse, Kraft, der ser ned paa alt smaat
og nipsagtigt i Livet som i Kunsten. Tiden er dybt alvorlig og
søger det højtidelige og alvorsfulde, der tillige viser den indre
Kraft, fjernt fra alt sentimentalt og idyllisk. Det er ikke en
Rubens’ selvglade Kraft, der uden Risiko kan strømme ud til alle
Sider, men en bevidst Sammendragen og Fastholden, som den
mindste Given sig hen vilde bryde. Deraf det triste, men tillige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
