Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - Karl Gjellerup: H. Blums Bismarck-Erindringer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
828
H. Bl ums Bismarck-Erindringer 828
kommende var dette Værk den eneste Kilde, indtil Bismarcks
Tanker og Erindringer udkom, og er det endnu for hans
Afskeds-historie.
I sit Forhold til Bismarck har Hans Blum væsentlig Betydning
som sin Faders Søn: han giver et typisk Billede af de paa
hinanden følgende Generationers forskellige Stilling over for de store
politiske Spørgsmaal. Hans Fader var den ved sit tragiske
Endeligt berømte Demagog Robert Blum. Han var i Oktober 1848
sammen med en Meningsfælle bleven udsendt af Venstrepartiet i
Frankfurter Parlamentet for at opmuntre Oprørerne i Wien og
deltog i Kampen mod de sejrrige Tropper; ikke til Trods for, men
just fordi han paaberaabte sig sin Ukrænkelighed som deputeret,
lod Fyrst Windischgrätz ham skyde i Prateren. Det er vanskeligt
at indse, med hvilken anden Ret end den sønlige Pietets Hans
Blum kalder dette „det ryggesløseste Justitsmord, som Historien
kender". Tidens Stemning i de forskellige Lejre tilkendegives maaske
tydeligst af følgende Ord, som den besindige Moltke dengang
skrev til sin Broder i Holsten: „De velsindede rejser sig, og de
lydeligste Skraalere er forsvundne. De tre Kugler i Prateren har
ikke blot ramt Robert Blum. men endnu mange andre — i
Tyskland". Det var de tre Kugler, som Freiligrath veklagende besang
i sit retoriske Reqviem i „det revolutionære Køln" („zwei Kugeln
haben ihm die Brust, eine den Kopf zerschlagen"). Dette maatte
forudskikkes for at belyse den betydningsfulde Situation, i hvilken vi
første Gang finder ham i nærmere Berøring med Bismarck.
I Foraaret 1870 stod den første tyske Rigsdag for sin vigtigste
Opgave: at skaffe Riget en samdrægtig Retspleje. Det brændende
Spørgsmaal var Dødsstraffen, der i første Behandling blev afskaffet.
Forholdene var her meget komplicerede: i Sachsen og Oldenborg
var Dødsstraffen dengang afskaffet, i Preussen bestod den for
fjorten Forbrydelser. Den nye Rigslov havde den kun for to:
Mord og Attentat paa Forbundsfyrster. For ikke at opleve den
Skandale, at man ikke havde været i Stand til at skaffe Riget
fælles Lov og Ret, vilde nu en Del nationalliberale, der ligesom
Blum i og for sig var imod Dødsstraffen, gaa ind paa den for
Mord, naar den blev ophævet for Attentat. Længe vidste man
ikke, hvorledes Kongen vilde stille sig. Da kom General von
Mann-teufel til Berlin og forestillede Kongen, at hvis han gav efter, vilde
man sige om ham, at han havde prisgivet sine Medfyrster for
Snigmordernes Kugler. Dette virkede saa stærkt paa Kongens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
