Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - Karl Gjellerup: H. Blums Bismarck-Erindringer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
830
H. Bl ums Bismarck-Erindringer 830
men i det samme brød der et raat Spektakel med „Fy"-Raab læ
fra „Fremskridtets’1 og Socialisternes Bænke. Dette brutale
Overfald virkede saa stærkt paa Blums overspændte Nerver, at han_lagde
Hovedet ned paa Pulten og græd i sit Lommetørklæde, medens
venskabelige Hænder trykkede hans, og Præsidenten under hele
Husets levende Bifald i energiske Udtryk kaldte Tumultuanterne til
Orden. Faa Øjeblikke derefter forlod Bismarck Salen, da Paragraffen
var vedtaget, og umiddelbart derefter kaldte en af Tjenerne
Blum til „Hr. Ministerpræsidenten", som Forbundskansleren
endnu tituleredes af det konservative Tjenerskab i det gamle
Herrehus.
Fuld af Uro og Bekymring fulgte Blum Tjeneren. I dette
Øjeblik, da han havde gjort, hvad han ansaa for sin patriotiske
Pligt, „var en Ros fra Bismarcks Læber baade for meget og for
lidt." Hvorledes kunde ogsaa den mægtige Mand ane, hvad der var
foregaaet i ham? Men navnlig foruroligede ham den Tanke, at
Kansleren kunde tilbyde ham en Stilling i Forbundstjenesten;
allerede ved hans første Tale, i 1867, havde en Sachser beskyldt ham
for, at han vilde gøre Karriere ved sit „Bismarckeri".
„Men jeg skulde snart erkende, at dette gennemtrængende, klare
Øje ikke blot tydelig saa’, hvad der i dette Øjeblik foregik i min Sjæls
Dyb, men ogsaa havde udforsket alt, hvad der i flere Dage og Nætter
havde bevæget mit inderste, ja at han netop derfor, og kun derfor
havde ladet mig kalde. Thi han gik hurtig hen til mig, da jeg traadte
ind i hans Værelse, trykkede min Haand og sagde langsomt og
eftertrykkelig, idet han med et opmuntrende Smil saa’ mig ind i Øjnene: —
„Jeg har bedet Dem komme til mig for i denne Time, som jeg haaber
maa være velsignelsesrig for hele Tyskland, at tilbyde Dem et Forbund;
ikke et Forbund til Gunst for en levende, — tilføjede han venlig, da
han mærkede, hvad Blum frygtede — men for en afdød. Hvis nogen
Sinde igen de Herrer, som i Dag ledsagede deres Afstemning med
Fy-Raab, skulde nedværdige Deres Fader derved, at de erklærer ham for en
af deres, saa beder jeg Dem at raade over al den Magt, som jeg
besidder, navnlig i Pressen, for at holde dette Billede rent. Jeg var jo
dengang, i otte og fyrre og derefter, en afskyelig Junker. Jeg vilde ogsaa
have ladet Deres Fader skyde, hvis jeg havde kunnet. Jeg vilde ogsaa
have ladet Gottfried Kinkel1 skyde, skønt vi nærede gensidig Højagtelse
for hinanden. Men nu dømmer jeg retfærdigere. Deres Fader var
liberal — meget liberal — men ogsaa god national. Hvis han havde
levet i Dag og sad i Rigsdagen, vilde han have taget Plads paa de samme
Bænke som De (o: de nationalliberales)".
1 Digter og Kunsthistoriker, Professor i Posen, Deltager i det b«denske
Oprør, dømt til livsvarigt Fæstningsfængsel, flygtede til London, senere
Professor i Zürich.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
