Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November - O. Thyregod: Fra sidste Aars svenske Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
910
Fra sidste Aars svenske Litteratur
hen tyr ogsaa en, som i begejstrede Stunder digter til Fædrelandets
Pris, men som, naar Natten falder paa, maa føres hjem fra Vinstuen.
Alle disse forkrøblede Eksistenser føler sig imidlertid fødte til noget
bedre end til at herse med Skoledrenge; men de kan ikke rejse sig.
Tiden gaar, Uge lægger sig til Uge, Maaned til Maaned; men i Aar
efter Aar gaar de i den vante Trædemølle; sløvede og ligegyldige for
alt uden om dem længes de kun mod den Tid, de kan nedlægge
Virksomheden med Pension, og nye Kræfter vil tage deres slidsomme
Gerning op.
En saadan ny Kraft er netop arriveret. Erland er vendt tilbage
fra Udlandet til Barndomshjemmet; han faar sin Barndoms Legekammerat
Karin til Fæstemø og skal have Plads som Lærer ved Skolen. Denne
Plads tiltræder han med Glæde, han føler sig ret hjemme der og tror,
han er kommet paa sin rette Plads. Lidt efter lidt føler han sig
imidlertid indestængt, han trænger til Friluft; men da er det for silde, hans
smaa Oprørsforsøg slaas tilbage, han formelig klemmes mellem Skjolde
som en rasende Bersærk. Medens han under smaa Oprørsforsøg søger
at snige sig bort fra sin Gerning, sker det, at han møder en Kvinde,
som for ham repræsenterer alt, hvad han drømmer om og længes imod;
da kan han ikke modstaa, han maa samle al Vilje og Kraft til aabenlyst
Oprør, maa følge denne Kvinde, hvorhen hun end vil gaa. Men rolig
og bestemt træder nu hans Moder op, hun behøver kun at fortælle sin
tragiske Livsskæbne, for at Sønnen skal indse, at hun har Krav paa
hans Taknemmelighed og Lydighed; han viger for hendes Vilje. Ingen
Klage og ingen Harme — og her er øjensynligt et meget svagt Punkt
i Beretningen — ; Erland giver blindt sin Skæbne ind under Moderens
Krav, han spærres for bestandig inde mellem Magistrene i de trange
Skolestuer, og Bogens Slutning viser os disse hans sløvede Kolleger, der
holder sig i Baggrunden, mens Skoleungdommen fester Valborg Alten
og afsynger Sange til Vaaren. —
Magistrene i- Østerås er Levertins interessanteste Bog.
Forfatteren viser os klart, hvorledes det er Erlands egen Viljesvagheds
Skyld, at han dømmes til Forsumpning; thi oven over Smaastadens
friskgrønne Træer, over Erland og samtlige Magistre svæver høj og klar
Luft, og det er netop dette universelle Blik paa Smaastadens forkrøblede
Eksistenser, som har Uddybet Skildringen og gjort den virkelig human.
Selv om Skolemuren spærrer Vejen for Tankens frie Udsyn over
Tilværelsen, selv om Skolepladsens Træer stænger for Udsigten til den
høje Luft og til Livet i den store Verden, hvor alt bevæger sig fremad,
saa fornemmes dog dette Liv. Selv den ringeste, den tilsyneladende
mest idéforladte og opslidende Gerning har dog Arv og Del i den store
Mission, at føre Menneskeheden fremad. Gennem Fornemmelsen heraf
bliver Skildringen ikke saa nedslaaende, skønt dens Indhold er
Beretning om enkelte Liv, som glider ud i Sandet.
G. af Geijerstams Bog, Bogen om Lille-Bror er uden
Spørgsmaal den mest personlige af de svenske Bøger, som udkom i Fjor; derfor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
