Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November - O. Thyregod: Fra sidste Aars svenske Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
911 Fra sidste Aars svenske Litteratur
vil den gribe enhver, og alle, som stifter Bekendtskab med den, vil føie
sig berigede.
Der gives Oplevelser, hvis Indtryk er saa stærke, at de, som
opleve dem, næsten helt synes forandrede deraf. Nærmer sig saaledes
Døden til den, som staar En nærmest, kan det ske, at hele Ens
Livssyn forandres under dette Indtryk. Bogen om Lille-Bror bærer Præg
af, at netop en saadan Forandring af Synet paa Livet er afstedkommet
hos Forfatteren ved en Hustrus Død.
Det er Forfatteren, som beretter om sit eget Ægteskab. Hans
Hustru har været mærket af Døden og har bestandig fornummet, at hun
ikke hørte denne Verden til. En tærende Sygdom minder hende ofte
om Døden, men i Mellemstunderne fyldes hun af Trang til helt og
fuldt at leve med i Nuet. Manden er en sangvinsk og livsglad Natur,
som staar uforstaaende over for Hustruens tunge Gemyt og over for hendes
Dødsanelse og Dødslængsel, som han maa kæmpe imod, i Begyndelsen
uden at vide hvad det er, han kæmper imod.
Paa ejendommelig Maade skildrer Bogen, hvorledes de to Ægtefolk
lever Livet; begge tror de, at de harmonerer; men lidt efter lidt viser
det sig, hvorledes deres Grundopfattelse er forskellig, hvorledes hendes
momentane Glæde stammer fra en løssluppen, umiddelbar Given sig hen
til Øjeblikkets Nydelse, som er hans reflekterende Gemyt ganske fremmed.
Dette løsslupne i hendes Glæde hænger saa nøje sammen med selve det
i hendes Karakter, som han ikke forstaar og som han bekæmper, det
at hun kan falde hen i mørke Grublerier og Drømme. Manden kan
ikke forstaa hende, og saaledes kommer Sorger ind over det lykkelige
Samliv, og Tilværelsen bliver utryg imellem dem. Det kommer til
Udbrud; men intet opklares; thi den Sorg, som ængster og piner hende,
kan hun ikke udtale, og den-Smerte, som bestandig lader sig fornemme,
kan ikke selv den inderligste Kærlighed afhjælpe.
Saa kommer der en Søn, en tredje til to andre; han vokser op,
lyslokket og straalende frisk, han binder Moderen til Livet. Hun tror,
at hun er frelst fra Sygdommen og Døden ved dette Barn, og han
bliver hendes et og alt. Hun knytter sig til ham saa inderligt og ømt,
at Barnets Verden bliver hendes; hun tager Del i alle dets Lege, dets
Tanker og Drømme-, de to lever i en Verden af Leg og Smil, hvor
næppe Faderens Nærværelse taales.
Men saa sker det, at Lille-Bror begynder at skrante, er træt uden
Anledning og bestandig føler sig utilpas. Under et Ophold ved
Vestkysten rettes hans Tanker paa forskellig Maade mod Døden; dette synes
ikke uden Indvirkning paa hans Befindende, han sygner bestandig mere
hen; til sidst maa han lægges i Seng, og han rejser sig ikke mere. —
Nu begynder den egentlige Kamp imod Døden, Mandens Kamp for
at tvinge Hustruens Tanker til sig; de kredser nemlig bestandigt om Barnet,
som gik bort, og hun taler bestandig om, at hun snart maa følge efter.
I enkelte Øjeblikke ønsker hun at leve, indtil de to Drenge er saa
store, at de ikke længere behøver hende, men udtaler da dette Ønske
med et saa fortvivlet Udtryk, som om hun vel véd, at det er mere,
end hun kan haabe. Med Lille-Brors Død er det Baand bristet, soin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
