Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November - O. Thyregod: Fra sidste Aars svenske Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
917 Fra sidste Aars svenske Litteratur
fast dybt ind i Øjnene, og imidlertid smyger man Haanden ned i hans
Lomme. Saa løber man sin Vej med Pungen og raaber: Nu er den
store hellige Kærlighed oprunden! Saa gør man sig glade Dage, indtil Pungen
er tømt og ombytter den da med en ny .... Er det saaledes, det gaar
til i Elskovens Eden? .... To Mennesker møder hinanden og føier et
pludseligt Sting i Hjertet, og, gaar de blot videre, glemmer de hinanden
lige saa hurtigt og føler et nyt Sting. Det hænder bestandig i Selskab
og paa Gader og Torve. Men saa hænder det ogsaa, at to ikke gaar
videre, men standser og kaster sig i Leg ud i Hvirvlen, og under det
susende Fald gennem Luften raaber de i Angst om deres Ulykke og
uforskyldte Skæbne .... Aa nej, Elskoven kommer aldrig uforskyldt.
Den er sen til at komme inden for Døren; men vel inden for Døren
bemægtiger den sig selv Nøglen, og senere staar den som en ond Aand."
Erik har Sjælsstyrke til at undfly Fristelsen; han bliver endog Redskab
for Broderens og den elskedes Lykke, og derved faar han Kraft og
Evne til at tage sin Gerning op i Livet.
— Kunstneren er for Heidenstam ikke Skildrer i egentlig Forstand;
han er Seer, Apollonsdyrker. I Spaamanden gives en Fremstilling af,
hvorledes en saadan Seer kan mangle Evne til at bøje de menneskelige
Drifter ind under Følelsen af sit høje Kald: Som Barn har Eurytos,
da han laa og sov i Skoven, faaet en Gren af Apollons Laurbærkrans
og derved tillige faaet Evnen til at spaa, og nu paa sin Bryllupsdag
hører han Musernes Dans og ser Apollon nærme sig til ham. Han maa
forlade Moder og Brud for at følge Apollon som Dyrker, og som
Spaa-mand raader han sit Folk. Ind i hans Spaadomssyner væver sig Tanker
om hans Brud, fordi han dog ikke helt kan rive sig løs, ikke helt kan
vie sig til at tjene én Gud; derfor spaar han dobbelttydigt. Men lige før
Slaget ser han kun ét Syn og hører kun én Røst, nemlig at hans
Brud kalder: Kun hvis Slaget tabes, kan du atter faa mig at se! Da
raader han til Flugt, men spaar fejl; Slaget vindes, og han jages bort
med Stenkast, forfølges, til han kommer til sit Hjem, til Eros-Alteret,
som han engang har opbygget og selv omstyrtet. Hans Kraft var
ikke stor nok til, at han kunde vie sig til sit Kald eller sin Elskov eller
til at forene begge Dele; han stempler sig selv som en „falsk
Apol-lonspræst, der legede med hellige Ting og legede med de jordiske,
men intet gjorde helt. En Solgudens udkaarede, som længtes mod at
hvile i Skyggen med Hovedet paa en Kvindes Knæ og se Skyerne
komme og gaa."
Forfatteren har i disse tre Noveller (den sidste i Samtaleform)
fremsat sin Anskuelse om Kærligheden, og alle tre munder de ud i det
Spørgsmaal: Hvorledes forene Kærligheden med Pligten? Mester Bengt
og Eurytos er for svage til at kunne det; kun i Brødrene ser vi, at
to formaar det, og vi faar dér udtalt den Anskuelse, som efterhaanden
er trængt sig frem hos Forfatteren: „En Mand eller Kvinde, som to
Gange har været gift, er noget halvt, er en søndret Strengeleg, et
forvildet Væsen, som jeg ynker; thi dette Væsens Ulykke har ingen Ende
og ingen Lindring, men naar lige indtil Dødsøjeblikket. Hvorledes skulde
man kunne blive ét med to Kvinder eller fem eller ti? Men det er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
