Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December - O. C. Molbech: Teaterliv i Trediverne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teaterliv i Trediverne
1011
særegen simpel, sand, men derfor ogsaa desto mere komisk virkende
Udtryksmaade — i Dialogen for Exempel, som Forfatteren maaskee
har valgt saaledes med særegen Hensyn paa en særdeles egen
Fremstillings Art — — yderst let ødelæggende, nedkuende, tilintetgjørende.
Jeg kan bevise, hvad jeg her siger med Majoren og Frøkenen. Maatte
jeg blot staae min egen Risiko. Jeg taaler nok det Stød.
Min Bearbeidelse af Beaumarchais herlige Eugenie fik ikke
Tilladelse til at komme paa Scenen. Det vilde dannet en smuk Begyndelse
for et gienfødt Repertoire. Det vilde skjænket Mangen en skiøn
Nydelse, og fremfor alt givet flere udmærkede Skuespillere et saare
interessant Arbeide at udføre. — Jeg har hørt at De skal have erklæret
dette Stykke for at være kiedsommeligt. — Jeg skal ikke nægte, jeg
blev lidt stolt deraf; thi det sagde De netop ogsaa om Majoren og
Frøkenen. Sans comparaison! men r een Henseende have de noget
tilfælleds: i Naturlighed og Simpelhed. Men det er vist: Eugenies
Sandhed, Simpelhed og rene Natur er i det mindste ikke triviel. Lad det
blive — efter gode Prøver — vel spilt. Jeg er vis nok paa, Deres
Dom vil da falde anderledes ud. Over min Comoedie: den
dramatiske Skræder1 brød De ogsaa aldeles Staven; men see det har De
ikke villet. De har saagar skrevet Deres Dom derom: hiemme i Deres
Stue vilde De nænne at dømme om et dramatisk Kunstværk, der saa
tydelig viser den Slags indvendige Kriterier, der maae sees
fremstillede, førend de dømmes. Og endnu har De ikke villet see det.
— Hvorfor ? Troer De, jeg lyver, naar jeg nu siger Dem: dette Stykke
er kiendt og agtet af Mange. Jeg har endnu ikke truffet en Dyrker og
Kiender af dramatisk Kunst som, dersom han kiendte Stykket, ikke kunde
det Halve deraf udenad. Den Moerskab, hvormed Skuespillerne gave det,
beviser ogsaa noget. Dette Stykkes Henliggen skader ogsaa baade min
Indtægt og min Tilfredshed og mit Navn. Deri er De vel ikke Skyld,
men mener De ikke, at den totale Mangel paa Deres Opmærksomhed
for min aandige Virken, som dog Verden ikke saa reent ud har
foragtet, giør Ondt?
Overalt: af sine Foresatte er det man skal først vente, ja, fordre
Erkiendelse og Agtelse. Det smerter at forsmaaes netop af dem, hvis
gode Mening er een nødvendig for det kunstneriske Velværen.
Jeg sætter Priis paa Deres Dom; — jeg skatter høit Deres Yndest,
men jeg er ogsaa Deres Agtelse værd. Jeg kan ikke glæde mig over
den Første, naar jeg bestandigen kun erholder Beviser paa, at jeg ikke
kan naae den Sidste. Min Mening kunde De — frit ud sagt, godt
skienke lidt mere Opmærksomhed end De hidtil syntes at ansee den værd.
Med al skyldig Høiagtelse er Jeg altid Deres Ærbødige
Rosenkilde.
1827.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
