Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Møller: Pastor Ifversens Sag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1010
Pastor Ifversens Sag.
megen Ildebrand. Derfor er det værd at tage Spørgsmaalet upartisk for
og søge at skabe en begrundet Opinion om det.
Paa ialt tre Steder har Jesus talt om Skilsmisse, og i det væsentlige
falder Beretningerne sammen. De to udførligste fortæller, hvorledes
Farisæere en Dag søgte at bringe ham i Forlegenhed ved at faa ham til at
udtale sig om Skilsmisse-Grunde, — Herodes Antipas, Johannes den Døbers
Morder, havde jo forskudt sin Hustru og ægtet sin (endnu levende)
Broders Kone. Som ikke sjældent ellers svarer Jesus først i forblommet
Almindelighed og mest med et Par Vers af 1. Mosebog. I har jo læst, siger
han, at den, som gjorde Manden og hans Hustru af Begyndelsen (fra
Skabningens Begyndelse), „gjorde dem Mand-og-Kvinde" (Kap. I, V. 27) „og
sagde: derfor skal Manden forlade sin Fader [og Moder] og blive fast
hos sin Hustru, og de skulle være to i et eneste Kød" (Kap. II, V. 24).
Hvorefter han gentager, at de er saaledes ikke to, men ét Kød, og hvad
Gud har sammenføjet, skal Mennesket ikke adskille.
Hvad ligger der nu bag denne Henvisning til Skabelses-Tiden? Som
vel de fleste véd, har vi to forskellige Skabelses-Beretninger: en ældre
(den jehovistiske) i 1. Mosebog Kap. II, og en yngre (den elohistiske) i
Kap. I. Ifølge den ældste Beretning former Gud, bogstavelig som
Pottemageren former Leret mellem sine Fingre, — thi dette betyder Verbet
yaçar, der bruges. Gud former altsaa af Jordens Støv saa vel alle Dyr
som Mennesket og puster Livets Aande ind gennem Menneskets
Næsebor. Siden lader han Mennesket falde i en dyb Søvn. Den gængse
græske og latinske Oversættelse af det gl. Testamente (fra henholdsvis
vel 21/* Aarh. f. og 4. Aarh. e. K.) oversætter saa, at Gud tog et af det
første Menneskes „Ribben". Men efter al sproglig Sandsynlighed er
Oversættelsen gal, overalt hvor man ellers i de bibelske Skrifter møder
det paagældende Ord (çélä), betyder det „Side". Saa at altsaa Gud
tager den ene Side, den ene Halvdel af det første Menneske, lukker
efter med Kød, og tildanner den løsrevne Halvdel til en Kvinde. — I
den yngre, saakaldte elohistiske Beretning skaber Gud ved sit blotte Ord.
„Elohim skabte Mennesket som en Afbildning af sig; som en Afbildning
af Elohim skabte han det; Mand og Kvinde skabte han dem".
Fler-talsformen til sidst kunde synes at antyde, at der straks fra Begyndelsen
var et Par. Men lidt længere fremme i den selvsamme elohistiske
Beretning (Kap. V. 2) hedder det: „Mand og Kvinde skabte han dem og
kaldte dem ved Navn Adam". Dette Adam er ingen Fællesbetegnelse,
det er et Enkeltnavn, en enkelt Persons Navn, hvad der foruden af
sproglige Kendetegn fremgaar af Sætningens umiddelbare Fortsættelse: „Og
Adam levede 130 Aar og avlede en Søn". Alt dette peger tilbage til
en Opfattelse, som raadede blandt i alt Fald flere af Oldtidens største
Kulturfolk, deriblandt saadanne, som aldeles afgjort har halt Indflydelse
paa Jødernes Forestillingskres. Efter den Opfattelse var det første
Menneske tvekønnet (Androgyn), og først siden hen deltes Mennesket i
en Mand og en Mandinde. Plato (godt og vel halvfjerde Hundred
Aar før Kr.) har en bekendt Fortælling derom og udleder af hint
Forhold Mands og Kvindes evige Søgen efter Forening; endnu den Dag
i Dag gaar jo forresten Forestillingen igen i vore gængse Udtryk „min
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
