Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Christian Gulmann: Laurids Bruun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Laurids Bruun
253
med den Pige, han er forelsket i, og som forresten var Gerhards
Brud. Men det forhindrer ikke, at han samme Aften ved et
Skuespiller-Sold falder i Evas Arme, efter at de sammen har
deklameret Hamlet og Ofelias Roller. Kun Gerhards blodige
Skygge afværger, at hun beholder ham hos sig — i den
Lejlig-ved, der er betalt af Gerhards Efterfølger. Dog, i sidste Akt
bestemmer de sig til at leve sammen i Kunst og Kærlighed: og
Gerhard skal fødes som deres Barn paany.
Dette Referat er saa korrekt som kort. Det lyder utroligt, at
samme Forfatter, som digtede denne ukonfirmerede Fabel, har
skrevet flere værdifulde Bøger ... I Sandhed, nu lader han staa
til „naar han føler dette Tryk indefra af noget, som han maa
have.paa Papiret."
Ganske vist har Hr. Bruun allerede i sine flittigt realistiske
Optegningsværker haft Forkærlighed for det Overnaturlige. Svend
Felding bliver spaaet (det er forbavsende saa det passer) og den
unge Pige i „Renæssance" drømmer, før hun personligt kender
sin Kunstner, præcis Modelscenen i Skoven. Men i Reglen bruger
han det Hemmelighedsfulde nøgternt, næsten for mathematisk.
Spiritualismen i „Det store Hjærte" er med Hjul og Krumtapper,
der ikke staar tilbage for den Dampmaskine, der bringes det
nyfødte Barn i Julegave. Sommetider bliver det rent udvendigt,
til en Leg med Ord. I en af haps Historier, „Hunden der bed
ham", er der en Indie-Englænder, som bliver bidt af en lille
graa Hund (lydende Navnet Napoleon) og en Amerikaner, der
mystisk udtaler Haabet om, at Hunden er bleven dræbt, for
hvis den bliver gal, undgaar den bidte næppe samme Skæbne:
og se, nogle Dage efter betror han Fortælleren, at han egentlig
er Napoleon. Aha. Rigtig gal bliver han nu ikke. Derimod falder
han i Transvaal — pas nu paa — under Cecil Rhodes . . .
Sydafrikas Napoleon! Det er en Tanke, som uhyggeligt ligner et
Tilfælde.
Dog sjældent spiller hans Kompositions-Evne den Slags Puds.
Ganske enestaaende i den yngre Generation — blandt de ældre
findes der et vist Fantasi-Slægtskab hos Vilh. Berggøe — er den
et væsentligt Led i alt hans Forfatterskab. Vi saa dens Virkning
i „Kronen"; den er bærende allevegne siden, selv i hans mindre
Fortællinger, der undertiden er helt fortrinlige (som „Historiens
Dom", hvor Ironien er ypperlig tilspidset, og den fint tænksomme
Tilskueren 1906 16
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
