Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - E. Robins: Den store, hvide Stilhed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
320
Den store hvide Stilhed
Stilhed — som en Fornægtelse af alskens Smaatterier,
Venskab, Menneskers Liv —
„Oberst!"
Stilhed. Intet Under at Folk blev vanvittige heroppe, naar de
da ikke druknede Stilheden i stærke Drikke.
Frem og fremad løb han, til han følte sig overbevist om, at
han maatte være kommen forbi „Obersten", medmindre —
Ja, der var jo disse Vaager i Isen . . .
Han følte, det stemmede for Brystet, og han standsede for
at trække Vejret.
Skulde han gaa tilbage? Det var forfærdeligt at vende om.
Det var som at slaa fast, at Manden var ikke til at finde — at
det var Slut.
„Oberst!"
Han sagde til sig selv, at han vilde gaa tilbage, tænde et Baal
og saa komme igen; men han løb videre, længere og længere
bort fra Skoven og fra Slæden.
Var det ikke ved at lysne?
Han saa op. Jo! Snart vilde det blive endnu lysere. Disse
blege Lysstriber mod Nord; de vilde blive grønne og
skarlagen-røde, gule, og den frygtelige hvide Verden vilde blive belyst som
af en Ildebrand.
Han standsede igen.
At „Obersten" skulde være gaaet fra saa langt tilbage, og
Manden forude ikke mærke det — det var utroligt. Hvad var
det! En Skygge paa Isen. En frossen Tue? Nej, en Mand! Var
det sandt!
Det var sandt! Men Skyggen laa der uhyggelig stille og
„Drengens" Jubelraab døde hen i hans Strube.
Han havde fundet „Obersten", men han havde fundet ham
i hin forræderiske Søvn, som sjælden kender en Opvaagnen.
„Drengen" kastede sig ned hos Vennen og var ikke langt fra
at græde. Det var en haard Prøve for unge Nerver at se
Manden ligge der som død trods al Kalden og Rusken.
„Drengen" rullede ham om, rev Jakken op i Halsen, ståk
Armen ned og følte Hjertet slaa. Han sprang op, tog en
Haand-fuld Sne og gned Mandens Ansigt–-endelig en svag
Protest — en Anstrengelse for at slippe for „Drengens"
haardhæn-dede Frelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
