Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Kidde: Liv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Liv
369
Ja, ja," den tandløse Mund gabede, „ærværdige Fader, det er
just hende — hvorfor har jeg haft hende her hoi mig i over
femogfyrretyve Aar, over Menneskene, over Sneen?"
Præstens Hænder famlede frysende om Korset i den raslende
Kæde.
Josef Gmür, du har — har vel — elsket hende–din —
Hustru?"
„Elsket? Hustru? ærværdige Fader, det er jo derfor, jeg
spørger dig: hvorfor har jeg skullet tro, jeg elskede hende, naar
hun intet kan hjælpe mig, og jeg er ene her paa Tinden nu i
Døden som i min Ungdom, før jeg bar hende herop? Herre,
jeg bar hende halvvejs herop, over Bræer og Gletscher — jeg
var ung, og hendes Brudekrans’ Alperoser duftede, og jeg troede,
jeg bar Livet med mig herop til Tinden i Luften. Og jeg har
troet det, som hun, i over femogfyrretyve Aar, og vi har levet
Øje til Øje paa Tinden, i Luften, over Menneskene, over Sneen,’
og nu — Herre, nu kan hun intet forklare mig, og jeg kender
hende ikke, og jeg er ene."
Præstens Fødder rørte sig i de tunge Sømsko, hans Øjne
flakkede mod Vinduet, mod Snevæggen dér bag Ruden, dens
Stjerners Tindren i Dagens røde Skær — nu skumrede det i
Dalene–
„Ærværdige Fader, saa maa du gaa. Mørket stiger fra Dalene
nu, om lidt vil du ikke kunne finde ned."
Præsten rejste sig; som i Drømme saa han de to Skikkelser,
krøbne sammen i Skumringen.
Ja Venner — jeg véd jo ikke Hjælp —"
„Hjælp — Venner —" lo det kort, hostende fra Sengen.
Men Konen vendte for første Gang sit Ansigt mod ham, saa
hvidt i Sneskæret, som beskinnedes det af en uset Verdens Lys.
„Skynd dig ned i Dalen Præst, og glem — du, som maa
leve." —
— Præsten vaklede ud over Dørtærskelen. Kulden styrtede
ned over ham som en Isfos, Knæene tørnede sammen under
Pelsen, Munden sprang aaben til et Smerteskrig.
Snetinderne rejste sig i Lyset, hvide, skuende. Himlen hang
om dem, grønligklar. Mellem Bræernes Glasknuder tindrede
Sneørkenen, milevidt.
Fjernt krydsedes Blink fra Gletschernes blinde Øjne. En Ørn
Tilskueren 1906 23
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
