Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Jens Baggesen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jens Baggesen
477
hvor ingen Mennesker vilde have forstaaet et Billede af ham
som det, vi nu skal se, der gør Stedmoderblomsten til hans
Mærke: man vilde have foretrukket Tidselen. Ingen Moder i
Korsør vil nogensinde kunne kyse et Barn med „Manden" paa
Havnepladsen, selv Sneboldene vil maaske skaane
Stedmoderblomsten. Men da et Billede af Baggesen, A. Jacobsens meget
lignende Medaljon, første Gang var udstillet i København i 1817,
udbrød en lille Femaars-Pige ganske forbitret: „Se, der staar
Baggesen, det Bæst!" Den lille Pige var rigtignok Oehlenschlägers
Datter, og det var som bekendt imod ham, Baggesen havde
brugt Brodden. Det var i de ti vanskelige Aar af Danmarks
Historie fra 1810 til 1820, da Samtiden, saa ondt den ellers
havde det, havde den dobbelte Morskab at have Oehlenschläger
til at producere og Baggesen til at kritisere ham.
Baggesen hørte som Kunstner afgjort ikke til dem, der skriver
i Værker. Alt, hvad han forsøgte af den Slags, gik i Stykker,
selv „Labyrinten", hans største Bog, er kun af Omfang et Værk.
Efter sit Indhold er den som hans øvrige Prosa Journalistik, den
første vi har. Baggesen formaar heller ikke ret at frembringe de
Ideer, hvoraf de store Værker fødes; han forsøger flere Gange
paa at tage dem fra andre, at „stjæle Lampen", saa fra
Oehlenschläger, saa fra Grundtvig. I Baggesens „Holdningsløshed" ser
man det ikke usædvanlige Syn, at en ældre Tid snylter paa en
yngre. Hans Aand var skarp og opløsende som det attende
Aar-hundreds; naar han vilde slutte sig som den nye Tids Mænd,
fik han Krampe. Men var han ikke af Naturen en stor Producent,
saa var han hele sit Liv igennem en ypperlig Opponent. Som
ung, i Revolutionstiden, var han en af den danske Litteraturs
dristigste Skribenter (ligesom hans Bysbarn fra den Tid, Præsten
Birckner), og som gammel taler han med Grund om sit „i
tredive Aar uplettede Rygte som Opponent imod ethvert æstetisk
og politisk Despoti." Som litterær Kritiker havde han først vist
sig under det omtalte Besøg i Hjemmet 1806, da hans Digt
„Min Genganger og jeg selv", hans ypperste Bog, virkede i
den litterære Andedam, ligesom naar en „Vandmand" viste sig
paa Rysensten. Den baade sved og brændte. Senere, under sit
lange Ophold herhjemme, vendte han sig altsaa mod
Oehlenschläger selv, der efter hans Mening tyranniserede Publikum
med sit Geni. I denne Tid, da Aanden var mat eller fortvivlet,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
