Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vald. Vedel: Bjørnsons „Mary“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnsons „Mary’
933
saa stille blev det, at man kunde høre Fuglene synge i Træerne
og høre den dumpe, fjærne Genlyd fra Kæmpebyen, som aldrig
tier; den lagde en ensfarvet Tone under Fuglekviddret." Er her
ikke det magiske Træk fundet, som tvinger hele Scenen, Alléerne
og Ekvipagevirvarret frem — i alt Fald for alle Pariserrejsendes
Syn og Øren? Eller den lille „hors d’æuvre" Studie over en ung, i
Amerika født Piges første Besøg i Norge paa hendes Slægts
gamle Familiegaard: hvordan hun ligesom halvt genkender alt
og hurtig finder sig til Rette, fordi hun derovre var vokset op i
Forhold, der efterlignede de hjemlige, hvordan hun først ret
forstaar saa meget hos sin amerikanske Fader ved nu at se hans
Slægt herhjemme, og hvordan hun gennem sin elskede, savnede
Fader straks forstaar og kommer til at elske sin Fætter her i
Norge .. Paa blot et Par Sider løser Bjørnson her fint og
nydeligt en meget intrikat psykologisk Opgave.
Selve Hovedopgaven: Fremstillingen af den unge Piges
Natur, Vækst og Livsskæbne under Berøringen med to meget
forskellige Mænd — jeg erkender, at ogsaa alt dette mest skiller
sig ud i Enkeltheder for mig. Jeg er ikke rigtig Mand for at
regne Marys Væsen ud af hendes Slægtsarv og af hendes
Opdragelse eller hendes Skæbne ud af hendes og de to
Kontraparters Natur; det er jo ogsaa netop dette, hvorved Bjørnsons
Digtning giver Læserne en saa rig og sikker Livsfornemmelse:
at man mærker en vis Livets Lovmæssighed, men aldrig paa noget
Punkt alligevel kan regne den ud. Men der er en Række Scener
her, i hvilke den stolte, ægte Bjørnsonske Jomfru værger sin
Kyskhed og Suverænitet mod Mandsattraaen og Mandfolketheden uden
om hende — Scener, der paa det smukkeste falder i Traad med de
Studier over Naturbunden, over Instinkternes og Impulsernes Magt i
Menneskesindet, som Bjørnsons senere Digtning egentlig stadig
behandler. Man husker, hvor dybt og genialt Sødskendetvisten i
„På Guds Veje" var tvundet ud af selve Slægtsroden, og
hvordan ved Broderens og Søsterens Forsoning tilslut „alt af Slægt
i deres Nerver og Blod, det ældste og første i deres Følelse,
det hjemlige i deres Sans, lige til Lugten af deres Tøj fra
Gangene hos Faer og Moer, mødtes i deres Trang til aldrig mere
at slippe". Og man husker det søvngængersikre, visionære
Instinktliv hos Clara Sang og Rakel Sang; Mandsdriften, der forfærdende
brutalt brød ind i „Det flager —" og „Absalons Haar". I „Mary" er
Tilskueren 1906 59
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
