Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Helge Rode: Post festum
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Post Festum
1013
fik han med Tugt at melde en L. i Haanden, som Jeppe og Holberg
med allerhøjeste Tilladelse udtrykker det. Drachmann vaagnede
og saa, hvem og hvor han var. Han var sig selv. Han var en stor
dansk Digter og man havde anbragt ham paa en Mødding.
Situationen er ikke uden Humor og Drachmann kan tage sig den
let, for han beholder jo dog det sidste Ord. Her skal ikke dvæles ved
alle de vederkvægende Optrin, som dog ikke derfor er glemte. —
Da en af Værterne skældte Hædersgæsten Huden fuld og beklagede,
at man havde inviteret ham (Det skulde ikke ske igen, om han saa
blev 80 Aar), naaede Komedien et saadant Højdepunkt, at man fyldtes
af Taknemmelighed. Men det var ikke Drachmann, som blev komisk.
Alle de Angreb, som i hine mindeværdige Dage rettedes mod
Drachmann, kan vel ikke skæres over en Kam. Men selv de
ærligste tydede neppe paa Overlegenhed. — Godt Humør mærkede man
ikke meget til, men desto mere til en fundamental Fejl: Den
manglende Sans for Storhed. — Det skarpe Blik for Smaating. Det
svigtende Syn for det monumentale. Den gode Hukommelse for en
aaben-mundet Mands henkastede Kaadheder. Den svigtende Taknemmelighed
for en Rigdom af gode Gaver. Vi har megen Kultur og megen Kritik,
men lidet Geni, og det som er Faren for os er, at vor Kultur kan
blive Smaakultur og at vort kritiske Hang, ikke som ret og godt er,
trækker Genialitetens Grænser tydeligt op og derved virker opdragende,
men bliver til en Smaalighed, der undergraver selve Vor Sans for
Genialitetens Væsen og derved virker hemmende.–-
Jeg forstaar ikke, at Harald Nielsen har villet være med her, og
jeg synes ikke, hans Ord bør staa uimodsagt. Helt igennem præges
hans Artikel af et besynderligt Skævsyn.
Han siger: Hverken som Menneske eller som Digter er Drachmann
Folkets Mand. (Jeg indrømmer, at dette mere er H. Nielsens Speciale
end mit.)
Men har han Ret? Drachmann har som ingen anden hos os formaaet
at skrive for alle. Han har skrevet Vers, som bedaarer den kræsneste,
og Vers, som forstaas af den jævneste. Hvad mere er: Han har
stundom digtet saaledes, at alle maa betages, som kan betages. Han er
desuden en god Patriot og føler i sjelden Grad „folkeligt" med folkelig
Sorg og Glæde.
„Han er en Personlighed, som Folket paa Grund af hans Geni har
indrømmet visse, store Friheder." — Det er maaske sandt nok, at denne
„Indrømmelse" er den daglige, jævne Dom hos Folket, men dette samme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
