- Project Runeberg -  Udsigt over den norske Historie / Anden Deel /
223

(1873-1891) [MARC] [MARC] Author: Ernst Sars
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

223

lagte, henvist til en næsten blot formel Rolle; den dømte
egentlig ikke og havde hverken at bringe en Sags faktiske eller
dens juridiske Spørsmaal paa det rene; Bevismidlerne vare af
en saa udvortes, engang for alle fixeret Art, at de ikke levnede
Rum for noget Skjøn eller nogen Vurdering, og da det
paabvi-lede Parterne selv at skaffe disse Bevismidler tilveje, var i
Regelen ethvert Søgsmaal, naar det kom for Thinget, i retslig
Henseende et op- og afgjort, saa at Domerne kun havde at paase
Iagttagelsen af de lovlige Former, og at udtale sin Erkjendelse
af den sejrende Parts Ret, hvilket var enstydigt med en
Tilladelse for denne til at tage sig selv tilrette, saafremt ikke
Modparten føjede sig, uden at en saadan Selvtægt skulde betragtes
som Brud paa Samfundets Fred. Nogen offentlig
Anklagemyndighed kjendtes ikke; det tilkom, ved en hvilkensomhelst
Forbrydelse, den private Fornærmede at paatale Sagen, og han kunde
undlade at paatale den, om han saa vilde; i Tilfælde af Drab
var Adgangen til at øve Blodhevn forbeholdt Medlemmerne af
den Dræbtes Æt; blev Drabet hevnet, inden Drabsmanden havde
tilbudt at bøde, faldt denne ugild, d. v. s. Hevnen
anerkendtes som lovlig; bød Drabsmanden lovlig Bod for sig, helligede
han sig til Things; men Eftermaalsmændene kunde her undslaa
sig for at indgaa Forlig eller negte at modtage Bøderne, med
den Virkning, at han ved selve Thingets Dom blev fredløs, d.
v. s. paany overladt til deres Hevn; ved ringere Legems- eller
Æreskrænkelser stod det ligeledes den Fornærmede frit for at
hevne sig, om han foretrak dette fremfor at modtage
Erstatning i Form af Pengebøder, ja, Gulathingsloven gjør endog
Pri-vathevnen til et Slags Pligt, idet den udtaler, at ingen Mand
ejer Ret paa sig mere end tre Gange, medmindre han hevner
sig derimellem.1 Og ligesom Anlæggelsen af Søgsmaalet i alle
Tilfælde var en privat Sag, saaledes var Domsexekutionen det
ikke mindre, og det hvad enten Dommen gik ud paa at ilægge
en Straf eller at afgjøre et omtvistet Ejendoms- eller
Kontrakts-forhold; Straffen var enten Fredløshed eller Bøder; den fredløse
Forbryder kunde Enhver dræbe, medens det kun undtagelsesvis
paahvilede de offentlige Myndigheder at sørge for hans Aflivelse;
Bøderne var det vedkommende Sagsøgers egen Opgave at faa
inddrevet, og det samme gjaldt om ethvert andet Krav, som ved

1 Cap. 186. Jvfr. G. L., Cap. 111, 182 o. fl. St., hvor det heder: „da er det
godt, om det hevnes".

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Oct 18 18:07:13 2024 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/udsnorhi/2/0229.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free