Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
309
have indgydt dem,1 gjorde noget Brud paa; Kunsten skulde
være repræsenteret, men enten den var repræsenteret ved en
Haalogalænding eller en Thrønder eller en Islænding, det kom
ud paa et. De islandske Skalder tilhørte ganske den norske
Skole; de brød ikke paa noget Punkt med denne; deres Stil og
Maner adskilte sig ikke i nogen Henseende fra de norske
Skalders; de udmerkede sig alene ved sin større Virtuositet i den
engang for alle fastslaaede Kunst, og det faldt da af sig selv,
at Kunsten ogsaa efterhaanden blev monopoliseret hos dem.
Der var ingen Kamp, intet Nederlag og ingen Sejr, ingen
Afbrydelse, men kun en ligefrem Fortsættelse, saa at for
Samtiden alt maatte synes at gaa i den gamle Gjænge, trods den
«Flytning» af det aandige Centrum, som havde fundet Sted.
Havde Island ikke været, — havde ikke saamange højbyrdige
norske Ætter her fundet et Tilflugtsted, hvor de paa engang
bevarede sin Nationalitet og sin politiske Uafhængighed, vilde
den historiske Skaldedigtning utvivlsomt have vedblevet at
blomstre i Norge; der vilde ogsaa efter Eyvind Skaldaspiller
have fremtraadt en Række norskfødte Hofpoeter, hvem den
• Opgave var tilfalden at holde Bog over Kongernes eller
Storhøvdingernes Bedrifter og sikre dem et berømmeligt Eftermæle.
Nu blev det Medlemmer af hine udflyttede Ætter, der overtog
dette Hverv, og som derigjennem knyttede et af de aandige
Baand med det fordums Hjem, der bødede paa den ydre
Adskillelse. Men Kunsten ophørte ikke derfor at være national i
Norge, hvor den fremdeles vedblev at have sit Publikum, hvor
den fremdeles, gjennem hele det Ilte og 12te Aarhundrede,
lejlighedsvis blev drevet af mange,2 om end ikke som Levebrød,
og hvor der var et Behov for den Slags Frembringelser, som
vilde være bleven afhjulpet, om end ikke Islændingerne havde
sørget for at afhjælpe det. Der er ingen Rimelighed i at
modsætte eller sondre mellem Nordmænd og Islændinger paa dette
Felt, hvor deres nationale Fællesskab netop træder frem paa
den allerumiskjendeligste Maade. Det er saameget mere
urimeligt, som Skaldekunsten paa Island ikke blot i aandig
Forstand viser sig at være den ligefremme Fortsættelse af Skalde-
1 Se Hallfreds Saga, Cap. 6 (Vigfussons § Möbius’ Fornsögur). Snorre, Hsh\,
Ol. d. H. S, Cap ål.
2 Exempler ere Kongerne Harald Haardraade og Magnus Barfod, Kale
Kols-søn, (Ragnvald Jarl) o fl.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
