Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
319
som man engang forestillede sig. Vi maa erkjende, at den
Udvikling, af hvilken den norrøne Saga fremgik, i Hovedsagen
var afsluttet, førend man endnu havde begyndt at føre den
Slags Frembringelser i Pennen. Vi maa fastholde, at ikke blot
Sagaliteraturens Stof, men ogsaa dens Stil i sine Hovedtræk er
bleven dannet i den mundtlige Tradition, hvilket er noget helt
andet end at paastaa, at hele lange Sagaer skulde have gaaet
omtrent uforandrede fra Mund til Mund og skulde være blevne
overførte i den skriftlige Form paa en rent mekanisk Maade og
uden at derved nogen Art af Forfatterskab har gjort sig
gjeldende. Men jo længer Tyngdepunktet af Sagaliteraturens
Udvikling føres tilbage i Tiden, — jo mere det viser sig at gjelde
ogsaa om den Del af samme, der omfatter den norske
Kongehistorie, at de enkelte, navngivne eller unavngivne, Forfatteres
Virksomhed kun i en enkelt Retning har været selvstændig,
medens Stil og Stof og Opfatning i det væsentlige forud var
given, — jo mindre rimeligt maa det synes at betragte den som
et specielt islandsk Phænomen.
Af hvad der i det Foregaaende er udviklet om
Sammenhængen mellem Skaldskaben og den prosaiske historiske
Tradition følger det, at denne ogsaa for Norges Vedkommende
hovedsagelig blev baaren eller udviklet af Islændinger.
Draapa-ernes Indhold var, som bekjendt, regelmæssigt en Opregning
af den lovsungne Høvdings Bedrifter, særligt da de Kampe eller
Krigstog, hvori han havde deltaget, og om det nu end stod
Skalden frit for eller endog var hans Skyldighed at stadse paa
disse Bedrifter ved pompeuse Omskrivninger, saa maatte han
dog ikke anbringe noget faktisk urigtigt; thi det vilde, som
Snorre udtrykker sig, have været Spot og ikke Lov. For de
mange Islændinger, der søgte at bryde sig en Vej i Verden ved
at forfatte Hædersdigte over norske Konger eller ved at optages
blandt disses Hirdskalde, maatte det altsaa blive dobbelt
magtpaaliggende at følge godt med Begivenhederne i Moderlandet;
det maatte blive et formeligt Studium for dem at indsamle
Efterretninger om disse, forbinde dem og sætte dem i Stil, saa
de lettere kunde huskes; dette Studium og dets Frugter gik i
Arv i Ætterne, og^naar den islandske Høvding sendte sin Søn
ud i Verden, kunde han ikke give ham nogen bedre Udrustning
med paa Vejen end en slig historisk Kundskab og Ferdighed
i at anvende den i bunden eller ubunden Stil.1 Hvor megen
1 Se Prologen til den større Olaf den Helliges Saga, Chra. 1853.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
