Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teaternissen
239
— Det véd Du bedre, end nogen Anden.
— Jeg? Er det muligt? Vestring har
altsaa . . .
— Ja han har! Jeg véd Alt!
— O, hvor det glæder mig! —, raabte
Ritta henrykt og omfavnede Veninden med
straalende Aasyn. »Og Du har sagt Ja?«
— Jeg? - ! -
End ikke Alverdens Spørgsmaals- og
Ud-raabstegn kunde tilsammen betegne det Udtryk,
hvormed Amanda udstødte dette »Jeg?!« —
Hun lagde en Haand paa hver af Rittas
Skuldre og saa hende stift i Øjnene, men da
Veninden udholdt hendes Blik, uden at røbe
nogen anden Forandring end den, at
Uskyldighedens Ro efter Haanden blandede sig med
Forundringens Nysgerrighed, brast hun til sidst
i Taarer, rystede paa Hovedet og hulkede:
i Hvor kan. Du dog være saa falsk?«
Nu var det Ritta, der udbrød i et »Jeg?«
Amanda kæmpede en Stund tavs med
sin Sindsbevægelse. Da hun trode at være
bleven Herre over den, tørrede hun sine Øjne
og begyndte med saa rolig Stemme som muligt:
»Jeg bebrejder Dig ikke, at Du har forlovet
Dig, uden at betro mig et Ord derom — Du
betragter mig som et Barn, og det kan Du
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
