Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Om Smaabørns sjælelige Udvikling. Af Kirstine Frederiksen - II. Gennem Leg til Arbejde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
et surt Ansigt: »James, se glad ud!« Man kan ikke se glad ud paa
Kommando, ikke naturlig glad, og med Følelser af nogen som helst
Art, der ikke ere naturlige, ville vi ikke have noget at gøre. Men
hvis man siger til helé Klassen, saa James hører det: »Jeg kan se,
at Mary er en glad lille Lilje; se hvor hendes Ansigt skinner«, saa
glemmer James sig selv, ophører at være et Barn og sætter sig helt
ind i Blomstens sorgløse Tilværelse, og denne Følelse vil straks vise
sig i hans Ansigt.«
Ogsaa i Legen indfører man i Børnehaven stærke dramatiske Ele-
menter. Der behøves kun et Ord, saa staar en lille Stump stiv og
struttende som en Tornebusk, mens en anden flagrer om som det
lille Lam, der river sig til Blods paa Tornen; eller hele Flokken staar
plantet fast i Gulvet med oprakte, viftende Arme som Træer, der
svaje forVinden; eller man slutter sig sammen i Kreds, forener lige-
som Middelalderens Riddere og Jomfruer Sangen méd Dans og dan-
ner ved fælles Kræfter en eller anden større »Livshelhed«.
Man finder her Afløb for Barnets stærke Drift til Samfund. En-
somhed er ganske ulidelig for et Barn. Den udgør allerede en af det
spæde Barns uudtalte Plager, og den lille treaarige, hos hvem der
begynder at vaagne nogen Arbejdslyst, taber straks denne, naar man
overlader ham til sig selv. Han forlanger i det mindste at arbejde
under et opmuntrende Øje. Børn, der maa lege alene, danne sig
undertiden indbildte Kammerater, som de give Navn og maaske og-
saa Bosted; det-er da gerne et eller andet afsides liggende Sted, hvor
den lille morer sig med disse bekvemme Kammerater, der, ligesom
Dukken, have den Fordel, at de ikke sætte sig op imod hans Ønsker
og Vilje.
En Slags Kammerater, der ere mindre taalmodige, men dog lige
saa yndede, er Dyr. Den lille etaarige F., der var nervøs og frygt-
som, blev som forvandlet, naar han kom i Nærheden af Heste —
Drengen i ham vaagnede allerede. Madame Michelet skildrer i sin
Selvbiografi med levende Farver den Glæde, hun følte, da hun fik
en Kanin forærende:
En Dag, da min Amme besøgte mig, sagde hun med en hemmelighedsfuld Mine:
»Stik din Haand ned i min Kurv«. Jeg ventede, at der var Frugt i Kurven, men jeg
følte en silkeblød Pels og noget, der skælvede. .Det er en Kanin! Jeg tager den op
og skynder mig at melde den glade Tidende rundt omkring. Jeg var nær ved at kvæle
det stakkels Dyr med min Kærlighed. Jeg kunde ikke spise noget, jeg drømte om
Kaninen, jeg syntes, den var ved at dø, og kunde dog ikke røre mig for at hjælpe
den . . . Hvor var dog ogsaa min Kanin yndig med sin rosenrøde Snude og sin fløjls-
bløde Pels! Jeg beundrede næsten mest dens bevægelige, perlemorsfarvede Ører, som
den uafladelig trak ud og ind, og dens lystige Spring. Saa snart Solen var oppe,
sneg jeg mig ud af min Moders Seng for at se til min Yndling og bære den ud paa
Kaalmarken. Her nød den med Alvor de grønne Blade, idet den tilkastede mig lange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
