Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Et Kvæde ved Christian Krohgs Grav
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digte. 79
I
Hans Sønner rundt sig hæve som smaae
Altre for Faderens Dyd.
Da raabe Himlens Engle: vor Broder
og han fra Jorden maa flye.
Kun livløs Skjønhed ligger igjen,
(BannVet paa ensomme Val)
Og arme Jord opsluger med Sult
Skjønheden, Aanden har glemt.
Saa favrest Qvinde, daadrigest Mand,
hvis Sjæl var en Harpeklang liig,
(som Nattens Fløite, Droslen, naar fjernt
hørtes en Medbeilers Suk,
bortflyer til modig Veddesang — tom
vugger sig Granqvisten nu —)
sig blander med Seraphernes Chor:
Jord faaer kun Lyraens Skal.
Slig Sjel — o bag den fyger dens Støv,
som Skyen hvor Solstraalen løb —
fra Morgnens Stjerne til Aftenens Blus
sig spænder som tonende Streng;
seer nær den Jord, som dukker sig, liig
en Svane, i Morgenens Blod;
og nær den Jord, som Melkvejen seer
lavt som et svømmende Dyb;
og skuer fjernest susende Jord,
som Carl hvert Skandiens Tag;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
