Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - DIGTE. FØRSTE RING - VII. Min lille Kanin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digte. Første Ring. 161
Straalen kunde ham ei naae,
som den sank sig i min Barm.
Fisk og Orm, som dybest laae,
kunde knapt en Afglands faae.
Derfor Blodet i min Puus
er mod deres lisdryp Blus.
Her er Sol og Farvespil:
taareblank en lille Pys.
Her er Lyd og Luft; thi — tys!
hører jeg ei klart mit Gys?
Ha saa sorgfuld var jeg da,
dengang jeg dig, Blaamin-puse,
ved mit Hjerte kunde huse,
hvor skal Smiil da komme fra,
nu jeg sidder her i Krogen,
hader Harpen, hader Bogen?
Harpen er for let og lys
for de tunge, mørke Gys.
Bogens Nat, hvor jeg maa stirre,
Taarelygtemænd forvirre.
Ha! de drive traurig Spads
over Kindens Huulmorads.
Maanen spiller gjennem Gitter
(0 jeg hører) paa min Cither.
0 jeg hører, den kan spille;
thi paa Gulvet er der stille,
og min lille blaa Kanin
toer sig ei i Maanens Skin.
0 jeg hører, gjennem Gitter
Maanen spille paa min Cither,
seer den paa mit Gulv sit Flitter
(o det døde) ødselt øde
for min Livsgnist: min Kanin.
Væggen sukker vel af Kulde,
som om den forstod tilfulde
tause Maane, som kan spille
(o jeg seer og føler jo,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
