Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - DIGTE. FØRSTE RING - XX. Hymne til Friheden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
198 Digie.
Hver vil sin Stolthed indklæde i Dragten,
vævet af Toner: Jeg vil og nævne mit
Fædrelands Rigdom, ja Guidet, som rinder i
Normandens Aarer,
Perlen, der stiger fra Normandens Barm, og
straaler i Øiet, Tindingen mørk af den
Krone, der gjorde Publicola hædret — o
den vil jeg synge.
— 0 Frihed, Guds Aande, der fylder Englene,
0 Frihed, en Strøm af Aarhundreder,
hvirvlende Kroner og Kongebeen,
som hvide Sprut-skum om Throne-steen,
og Munkekaaber og Pavetiarer,
som sorte, ravende Bølgeskarer,
slog dig enten til Himlen eller
drog dig nedad til Helved; thi,
siden Brutus brast,
og Cæsar greb efter Parthens Kvast,
paa Jord var du ikke: kun Bøddler og Drotter
paa Folkenakker i Marmelslotte,
blandt spændte Lænker (som Edderkoppe i egen
var’ ene frie,
Væv)
og Kongepurpur var eneste Lys
i mørke Skyer af Trællegys.
Først hørte vi — ah, du var funden hviftende,
Frihed, langsmed Pensylvaniens Strømme,
i vilde, palmtækte, indiske Skove;
og Vashington dråk dig,
og blæste saa de brittiske
Bannere bort,
som om de vare
Lord Norths’ Parykker.
Hvor kom du ifra? O mon fløi du, Frihed,
ned fra Egen, Jorden bar som en Hvifte
for Franklyns Vugge, saa fluxen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
