Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - DIGTE. FØRSTE RING - XX. Hymne til Friheden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
200 Digte
Hør, de kalde med Munden — Tys!
. . de kalde Friheden: Gudinde,
reise den Billeder i Dagens Lys,
om Natten Lænker de tvinde!
Drukkent i Kongeblod Gallien løste
Frihedens Belte, brød Kronen itu som en Bryllupsring
ak før hun var bleven Folkets Brud.
Eia, da Beltet nu sprang paa den Kydske,
udfoer fra Barmen ei Duft, men paa laurblanke Vinger
Imperatorens sorte Ørneflok.
Hvo glemte, at, da Romas Ørne
fik gylden Kam
og Purpurham,
den staalet Klo og Sangen tabte?
Hen mod de Fjelde, der dækte med Secler
Normannakjæmpens Søvn saae den Himmelske .
Hun græd da, men Taarerne fulde paa Norriges
vaagnende Hjerter
(Modergraad falder paa sønlige Hjerte
heed) . . og de slog; men tungt fløi Vampyren, som
suged’ dets Blod . . bort, bort, for at tære paa
slumrende Slaver.
Norriges Fjelde sig hvælve til et Tempel:
et Hjem for landflygtige Frihed:
Sarpens Regnbu’ er Frihedens Årnes Røg.
(0 kom du, gode Moder, Hedemarken er en deilig Seng!)
Nu, som en Gudsaande, Frihed boer bag Dovres
og Filefjelds Støtterad, Kringen
staaer imidten, som Alteret, blankt af Blod.
(0 kom du, gode Moder, Toten være dig en faver Vang!)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
