Naar jeg under svarte Tall
(ha, en herlig Skjaldehall!)
spænder Bjørnetarm i Harpen,
at den runge kan som Sarpen,
banker den med Briskestav
— hui! — saa den som Stormen synger
        — huijah! slynger
optilhimmels den Seraf,
som sig paa mit Hjerte gynger:
da en liden ensom Klynge
bag mig hører jeg at synge:
        „Følger, følger,
hvorend Sangen bølger!
Følger! skynder! følger med,
hvorend Harpen gaaer afsted.
        Se i Skye’n
gjerne boer den Rad af Lyn!

Nei! kun gjennem Mulm og Skyer
— huijah! glimtende den flyer
mod det rene høie Fjerne,
mod de Serafiners Dag
under Herrens eget Tag.
. . Følger! Hist paa Nordens Stjerne
hviler den som paa sin Knag.
. . Følger! Klare Tanke lyner
gjennem Billeder og Syner,
gjennem Skyer til Himlen, hvor
den i eensom Høihed boer!“

Kan jeg andet end at svare
Qvad i Qvad den kjære Skare!