Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
342 Digterverker.
Messias.
Jordens Skjød
bugnede op af smuldrende Kjød.
Høiere stedse hver Vugge, hver ny,
løftedes paa Grave opunder Sky.
Slægterne spirede, Slægterne svunde,
Cajahel fremaandede Slægter igjen.
De vandred’ paa Muld af Forældres Been
Dog ei Cajahel (saa ødsel og fri)
mod Himlen et Hjertehvælv aabned, hvori
Ohebiel — o Kjærlighed ofrende sig Selv! —
og høie Kraftens Lue, o Abiriel,
hinanden i en reen
Omfavnelse gjenfunde.
En Menneskesjel, hvor Abiriels Ild
skimred igjennem Ohebiels Smiil:
Ohebiel-Abiriel
Himmelen saae først, naar Livsblodet var
rundet gjennem Graven, Obaddons Hjertekar.
Men — Himmel, sku hid,
til Jordan! — i Fylden af Jammerens Tid,
Cajahel, Guds evigen skabende Haand,
Cajahel, det Almagtens synlige Vil,
stadigt i Livets bølgende Spil,
formed nu eengang en Hjerneskal, hvor
Abiriels Aand
Himmelhvælv fandt, ikke gravtrange Baand,
men reent (ei af Sandsernes Rødme bemalt)
heelt (ei i Nervedamp brukket og qvalt)
let, som i himmelske Legemer, kan
skyde sit Glimt gjennem Sig, gjennem Alt;
og formede saa (ligt signede Jord
under de Verdeners straalende Gjord)
et Hjerte — det Hjernehvælvets undre Halvehvælv
hvori Ohebiels Kjærlighed fik
Rum til sin Aande — dens Jubel Himlen faaer
Rum til sit Blik
o det, der over Jorden glider ud i Graad! —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
