Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Artikler og småstykker. 13
styrte de sig ind paa de tykkeste Skarer; og, da Nogle af dem
see, at den saarede Consul mangler Kræfter til at styre sin Hest,
springe Alle af deres Heste og stride tilfods ved hans Side.
Fast staae de, i den Beslutning, før at blive paa Stedet, end
flygte. Men Fienden, opbragt over saa faa Mænds Dristighed,
som vove at gjøre ham Kamppladsen stridig, og endnu mere
over sin egen Skam, at han ikke formaaer at bringe de Faa til
at vige, anfalder dem med fordoblet Rasene, for at dræbe dem,
som han føler sig for afmægtig til at fordrive; dog endelig, men
for silde, lykkes dette ham ogsaa. Udmattede af Kamp og
Såar vakle Nogle.
Snart udbrede Forvirring og Flugt sig overalt. Ogsaa de, som
endnu ville gjøre Modstand, river Strømmen uopholdelig med
sig, en Eneste undtagen, Paulus Æmilius alene modstaaer endnu
Fienden med nogle faa Venner. Nu flye ogsaa disse. Han slaaer
endnu. Endelig er ogsaa hans Kræfter udtømte; Sværdet falder
ud af hans trætte Haand; han synker ned iblandt de Døde, og
lukker sit Øie.
Dog ikke for evig. Efter en Tid vaagner han, bringer med
Møie de stivnede Lemmer i Veiret, slæber sig nogle Skridt
fremad, og sætter sig paa en Steen. Nu først vender fuld Be
vidsthed tilbage til hans Sjel. Han skuer omkring sig, og seer
sine Landsmænds Jammer. Hvo skildrer den navnløse Smerte,
der sønderriver hans Inderste?
Temmelig længe sad han der — mørk og taus. Fiender
sprængte forbi, og bemærkede ham ikke, eller agtede det ikke
Umagen værdt at sende en Halvdød til’ Skyggerne; selv Romere
flyede forbi, og bleve ham ikke vaer eller (saameget havde Blod
og Såar forvandlet ham) kjendte ikke i ham deres Feldtherre.
Kun Een ikke, en Yngling, ædel af Fødsel, endnu ædlere af
Hjerte, Tribunen Cornelius Lentulus. Hurtig springer han af
Hesten, og fører den til Paulus Æmilius.
Paulus Æmilius (saa talede han) du Eneste, som Guderne
ved Nederlaget idag maae ansee som skyldfri, tag denne Hest,
medens du endnu har nogen Kraft; denne Arm slaaer dig igjen
nem Fienden. Ved Consulens Død skal dette Slag ikke blive
endnu jammerligere. Vi have nok af Taarer og Jammer."
Den ærværdige Olding reiste sig op ved denne Tale, og
igjennem hans Græmmelses mørke Skyer smiler en Straale af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
