Samlede Skrifter : trykt og utrykt / Avhandlinger, opplysningsskrifter 2 : 1834-1837 / 16 (1918-1940) Author: Henrik Wergeland Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - TREDIE TIDSRUM: NORGES VANMAGTS OG ULYKKES TID UNDER KONGER I DANMARK (FRA 1387–1814) - I. MED SELVSTÆNDIGHED OG KONGEVALGRET (1387–1536) - K. Carl den 1ste Knutssøn og Christian den 1ste af Oldenborg, Modkonger (1449–1450)

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

K. Carl den 1ste Knutssøn og Christian den 1ste af Oldenborg, Modkonger. (1449—1450.)

Den er Trældom værd, som taaler den. Norge skulde have
fortjent alle Unionens Ulykker, om det ingensinde havde forsøgt
at bryde den, om en almindelig Sløvhed eller Lunkenhed, denne
enhver god Sags Forræder, uafbrudt havde modtaget Erfaringerne
om dens Uhensigtsmæssighed uden at vækkes af deres Bitterhed.
Dette var dog til Ære for Dentids norske Folk, ikke saa. Frem
for de to andre Nationer i Besiddelse af et Navn for Troskab
imod Overenskomster, havde Danmarks Brud paa disse vakt
almeen Misfornøjelse, medens Sverrigs Exempel stillede det Sand
heden for Øine af, at Gud hjælper den, som hjælper sig selv.
Dette vilde virkeligen er god Deel af Folket, og ikke alene et
eller flere aristokratiske Partier. Hjælpe sig ud af Unionen, det
vilde Folket, som for en Tid var vaagnet af sin Dvale. Denne
Almeenvilje var Bunden, hvorpaa endeel politiske Bevægelser
foregik, som vel hensigtede til en bedre Statsordning; men som
dog lægge for Dagen, at aristokratiske Partier vidste at lede dem
efter sine Hensigter, og at gjøre sig saaledes til Herrer over hiin
ei ganske sig selv klare Almeenvilje, at de opgave dens ædlere
Meed, saasnart de maatte opgive sine særskilte egennyttige
Planer.
I Spidsen for hver af Partierne have vi nævnt Norges ypperste
Geistlige og fornemste Adelsmand. Men begge Partier søgte
nu Styrke hos det menige Folk, som de privilegerede Classer
hidtil havde gjort alt til for at afvænne fra Deeltagelse i det
Offentlige. De indkaldte det til Hyldningsmøder ; de vakte en
vis politisk Aand; men kun ligesom Mølleren letter Lemmen
ikke for at give Strømmen sin Frihed, men for at knibe Våndet
fra sin Nabo, og for at faae hvilke af sine Hjul, han vil, til at
gaae. Folkets lidende, uvirksomme Misnøje med det Bestaaende
gjorde de virksom; men kun forsaavidt det stemmede med deres
enkelte Hensigter. Den var Ørnens Krop, som lettede sig op fra
det gamle Rede; men disse vare Vingerne, der styrede dens
Fart; og da den ene Ving (det ene aristokratiske Parti) var
længer end den anden, kom Ørnen svævende i en Ring, netop
tilbage did, hvorfra han fløi ud. Og det skede da, at en Be
vægelse foregik i Folkets Gemytter, som, idet den var nærbe

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>