Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nogle Ord fra Prækestolen. 327
sige: ret fram gaar jeg som jeg skal, og se — et übevogtet Øje
blik, en forbigaaende Fristelse kan lade ham slåa ind paa en af
de mange Stier, der gaa i en anden Retning. Begivenheder
kunne indtræffe, der ligne Storme, som overfalde Vandreren
hvirvlende Støvskyerne rundt ham saa Synet næsten forgaar
ham, og dækkende den tynde Sti med Sandet — saadanne Be
givenheder som de hvorom Mange raabe : lader os fiske i rørte
Vande! eller lader os bie til Vi kunne erklære os for Sejerherren,
uden Hensyn til hans Ret!" Da er det Mennesket maa staa
stille og lægge Haanden paa Pande og Hjerte og spørge sig:
hvor gaar du hen? Er dette den redelige Borgers Sti? Ud
faldet blive som det vil!"
Men, agtværdige Tilhørere! der gives Kjendetegn, som ikke
skuffe, for Mennesket selv og for Andre, at det er af Dem, som
redeligen spørge sig hvor han gaar hen. Derom kunne og maa
vi nemlig ikke tvivle, at Religionen siger os det, om vi ikke selv
altid vide det. Den altsaa, som med Ærbødighed og Tillid an
seer og anhører Religionen, som ofte og oprigtigen adspørger
denne Guds Anviisning, han spørger som han bør hvorhen han
gaar. Dette staar over al Kløgt. Jesus Kristus har foretegnet
os i Alt sine egne Skridt. Vi vide hvorhen de gaa: at de gaa
til den himmelske Fader, og at den Eenfoldige kan finde disse
Spor og følge den. Han har i Daabens Sakramente sat ligesom
det faste Udgangspunkt, og i den kirkelige Underviisning have
vi ligesom Veivisere og Hvilepunkter fra Uge til Uge, og i Nad
verens Sakramente har Han aabnet os fra Afstand til Afstand
Herberger, hvor vi kunne hvile os i hans Favn, og hvor Kjærlig
hedsmaaltidet altid staar beredt.
Det er et übedrageligt Tegn paa at vi gaa ret, naar vi da i
dyb Gudstro behandle dette Hellige med Ærbødighed, naar vi
spørge os selv, idet vi berede os dertil: hvor gaar du hen? Vor
Fod er ikke sikker i Mellemrummene ; men under Alt, vi komme
dog da tilsidst til Ham igjen, hvorfra vi gik ud, til Ham, der
atter sætter os paa ret Vei, og saaledes ikke trættes, indtil vi i
den høje Alder maa sige os selv: fra denne sidste Nadver gaar
jeg til Himlen hjem gjennem Graven; jeg seer den alt ligesom
Dagslyset gjennem den underjordiske Gang." Eller, om Døden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
